Fra Gersau svømmer Baaden mod Rütlys Klippestrand,
Deroppe ad os vinker en sælsom gammel Mand;
Med Blomster udi Haanden, han staaer paa Fjeldets Tind;
De hvide Lokker flagre for Bjergets kolde Vind.
Han springer om paa Klippen, han sjunger og han leer,
Og raaber til den Fremmede, som han ved Klippen seer:
„Velkommen Forbundsbroder! du ædle svorne Mand,
Kom hid! her vore Blomster endnu paa Dybets Rand;
Dem har jeg til dig sanket i sidste Nytaarsnat,
Da dandsed ned fra Fjeldet min yngste Datter brat.
Tre Døttre er nedsprunget, jeg springer ei endnu;
Jeg kommer end med Glæde den store Nat ihu.
Da udaf tørre Klippe de trende Kilder sprang,
Mens Kæmperne mod Stjernerne den store Landse svang.
Her svor de trende Kæmper den dyre Frihedspagt,
Nu troer man, de er døde, og under Muldet lagt;
Men det veed jeg dog bedre. — Velkommen brave Ven!
Velkommen Forbundsbroder! nu er jeg glad igjen.“
Med Studsen vi fornemme den underlige Røst,
Og stige op til Gubben fra steile Klippekyst.
Hvor Kæmperne har standet, der leder han os hen.
Han rækker os tre Blomster hver, og taler fort igjen:
„Det var en Mandag Morgen, før Solen den opstod,
Da svor de her ved Herrens Blod, og Eeden kosted Blod.
Det er vel længe siden — lad see, nu her jeg boer.
Jeg veed ei selv hvorlænge; men var det ei ifjor?
Ak — sukker han og græder — nu veed jeg Intet meer;
Hver Dag til mine Døttre fra Klippen jeg nedseer.
De kunde mig fortælle hvordan det Alt gik til,
Saa tit jeg paa dem kalder; men ei de svare vil.
De har det godt dernede, det kan ieg nok forstaae;
Men deres gamle Fader saa eene her maa gaae.
Nei, nu jeg gjør dem Uret: saa eene er jeg ei,
Her komme Forbundsbrødre tit, og jeg dem viser Vei.
Kom — leer han nu og springer — I Kilderne skal see,
I af dem Alle drikke maae, de rinde alle tre.”
De underfulde Kilder saa taus vi ose af,
Det svimler for mit Øie: mig Gubben Skaalen gav.
Paa blege Kind jeg stirrer og paa det vilde Blik,
Der var som gamle Syner ham gjennem Sjælen gik.
Med Blomsterne i Haanden ad Fjeldet vi nedgaae.
Fra Baaden end vi Gubben see deroppe sælsomt staae.
Det er som staaer et Gjenfærd, hvor Heltene før stod.
Har Aanders Raad han styrret, svær er den Gamles Bod.
— Far hen, far hen,
Du sælsomme Billed!
Gange hist de døde Kæmper igjen?
Hvo var du Gamle, bleg og forvildet?
Med de flagrende Haar
Paa Fjeldet du staaer.
Og paa Forbundsbrødrene kalder;
I Dybet gjengjalder
Din Røst fra Fjeldet det vilde —
Var du selv en Aand?
Har en Dødninghaand
Rakt mig Skaalen fra Kæmpernes Kilde?
Ja som en Dødning ganger
Hvo de Henfarne saae:
Hvo Aanders Pust undfanger,
Kan her i Drøm kun gaae.
Saa drøm i Fred, du Gamle!
Drøm til du vaagner hist!
Husk Blomster kun at samle!
Og glem hvad du har vidst!
Fjeldskred hist er styrtet, her trende Kors jeg seer,
Der en Tyran er fældet, hans Navn ei nævnes meer;
Men Stenen hist ved Kysten end nævnes stolt og fro,
Saalænge frie Hyrder i Klippelandet boe,
Tells Platten kaldes Stedet, hvor Helten sprang iland,
Mens Dybets Magter fraaded ved vilde Klippestrand.
Her frie Fod han satte paa Stenen tro og stærk,
Og fast paa Klippegrunden stod Heltens Kæmpeværk.
Ved Altdorph end vi skue, i venlig Aftenrod,
Og her, hvor Pilen hvined, som baaret af en Aand,
Henover Sønnens Lokker fra sikkre Faderhaand,
Her gode Aander sværve, her hvile vi til Gry,
Og drømme om de Billeder, som komme og som flye!