I Sol, paa Bjerg, i Dale,
Igjennem Skygger svale.
Sæt fremad Stav og Fod!
Hvor Heltespor vi finde.
Et lidet Blad os minde
Om Stedet, vi forlod!
Fra Byen ned til Søen!
Kapellet staaer paa Øen,
Det glide vi forbi.
Naar vilde Føhn sig hæver,
Naar Baad og Skipper bæver,
Boer Haab og Trøst deri.
Naar Snekken Bølgen furer,
Bag Klippen Trolden lurer,
Og venter paa sit Rov;
Tilslører Skye Kapellet,
Da hyler det fra Fjeldet,
Da bruser Søe og Skov.
Paa Stormens ørnevinger
Den vilde Trold sig svinger
Henover falske Søe —
Til Bjerg sig Bølgen høiner;
Men Hvo Kapellet øiner,
Skal ei paa Dybet døe.
En Jomfru boer derinde.
Hun kan Dæmoner binde
Og tæmme med et Ord;
En Krands hun haver vundet.
Med den hun fast har bundet
Til Himlen mørke Jord.
— Lad Dybet da true.
Lad Føhn sig kun hæve!
Lad bruse, lad bæve,
Den bundløse Søe!
Fra Snekken vi skue
Den himmelske Skjønne,
Kapellet jeg øiner
Paa Øen, den grønne;
Ei Graven sig høiner,
Ei Dybet os rører;
Til Kysten os fører
Den himmelske Møe.