Men hvordan er dette fat?
Sov vi uden Been inat?
Hovedet har Hatten paa.
Maven færdig er at gaae,
Øinene ei blunde meer;
Men dog ingen Been jeg seer.
De har ei havt Hvilefred,
De sprang alt inat afsted;
Skriveren med Bogen gik,
Feuerlein han med sig fik,
Og saa gik det lystig op,
Uden Hoved, uden Krop,
Uden Øine — tænke de
Solens Opgang hist at see.
Nu de alt paa Rigi staae;
Men lad Taagen først bortgaae.
Og lad Øiet komme med,
Saa kan vi see Sol gaae ned;
Op, jeg haaber, stander den
Dog imorgen vel igjen.
Nu hvor gaaer det? som det kan;
Med al Salomons Forstand,
Med det bedste Falkeblik,
Uden mindste Slags Kolik,
Gaaer det, som man fatter let,
Uden Been dog saare slet.“
Fastende at vandre langt,
Er Hr. Schil en Smule trangt,
Og den Stigen, mener han,
Sjælden sig betale kan.
„Bjerget er dog ovenpaa,
Naar vi selv deroppe staae,
Ei engang saa høit som vi;
Bjerge skal man gaae forbi:
Langtfra har de bedste Gestalt,
Eller og naar de er malt;
Men nu gaaer man først sig træt,
Og var man endogsaa mæt,
Glæden er dog tempereret,
Naar man først er halv creperet.“
Ja deri Hr. Schil har Ret,
Halvdød nyder man kun slet.
Liv og Lyst og munter Gang
Maae vi mane frem med Sang.