Der stod en Borg i Franken,
Omkrandset af en skjøn Natur,
Der sad Geoffroi Rudel engang,
Den høie Troubadour.
Saamangen Voldsmand blegned,
Naar Ridderen sin Landse svang;
Saamangen Møe sig glæded
Naar Troubadouren sang.
Han sang om Riddertroskab,
Om Hjertets Paradiis,
Om Korsets Kraft og Helligdom,
Og til de Skjønnes Priis.
Men Ingen af de Skjønne,
Som lytted til hans Minnesang,
Ham rørte til den Elskov,
Hvorom hans Harpe klang.
Da kom fra Palæstina
Saamangen Pilgrimsmand;
De taled om det fjerne,
Det underfulde Land.
Men intet Skjønt de priste
Paa hele denne Verdens Øe
Saa høit som Melisende,
Den høie Fyrstemøe.
„ I Tripoli hun vandrer
I sine Fædres gamle Borg;
Og hvor den Skjønne aander,
Der flygter Nød og Sorg.
Hun fangen Pilgrim løser
Af Sarazenens Lænke ud,
Og saaret Fjende pleier hun,
Alt for den kjære Gud.
I hendes høie Sale
Der toner hellig Sang;
I hendes Rosenhaver
Det lufter sødt som Harpeklang.
Der svæver hen den Fromme,
Heelt underfuld at see,
Reen som en Himlens Engel,
Livsalig som en Luftens Fee.
De gyldne Lokker flagre
Om morgenrode Kind;
Og Ætherøiet skuer
Som i Guds Himmel ind.
Den Fremmede staaer stille,
Og seer den høie Møe,
Og glemmer hende aldrig,
Paa Land og vilden Søe.”
Saa lød om Melisende
De Pillegrimmes høie Priis;
Saa taled selve Gubben,
Hvis Lok var graa som Iis.
Og Troubadouren hørte det,
Og saae kun hende nu;
Til Melisende eene
Stod Heltens Sind og Hu.
Det rene Jomfrubilled,
Med Luefarver malt,
Som et Gudsord opflammed ham,
Af Himmelen udtalt.
Det var, som det opløste
En Gaade i hans Sjæl;
Og som hint Billed speiled sig
I Livets dybe Væld.
Og ei han kunde dvæle,
Han havde ingen Rast og Ro;
Paa Borgen udi Franken
Han kunde meer ei boe.
Om Melisende toned
Saa længselfuld hans Harpeklang;
Naar Fugl fløi imod Østen,
Han sukkede og sang:
„Jeg elsker den Møe, mit Øie aldrig saae,
Som jeg aldrig kunde min Kjærlighed sige,
Aldrig mit Hjertes Længsel tilstaae,
Og aldrig spørge: elsker du mig tillige?
Men jeg veed det — Ingen kan ligne hende
Af alle Skjønne paa Verdens Øe,
Det være sig Christenmøe eller sortøiet Jødinde,
Eller dig Sarazenens blussende Møe.
Hver Nat jeg indblunder med hendes Billed for Øie,
I Hjerte og Sjæl jeg hende kun seer;
I fortryllende Drøm hun synes sig over mig bøie;
Men jeg vaagner — og Billedet er der ei meer.
Jeg aabner kun Øiet, for at see og kjende,
At aldrig mit Øie kan skue hende.
Jeg mindes, hun boer i det fremmede Land,
Imellem os Bjerge og bølgende Strand;
Men lad Bjerget sig hæve — lad Bølgerne flyde!
— Jeg skal dem gjennembryde.
Maa Lykken ei følge den Riddersmand,
Hvem Kjærlighed leder?
Hun skal see mig hist paa den fremmede Strand,
Hun som mit Hjerte tilbeder.
Hun skal see mig komme med Pilgrimsstav,
Med Muslingekappe, fra vildene Hav;
O! mon for vor Frelsers Skyld hun da ei
Vil lindre den Fremmede Sorgen,
Vil qvæge den Pilgrim paa eensom Vei,
Og unde ham Huuslye paa Borgen?
Nei, stor nok var min Lykke endda,
Var jeg Fange hos Sarazenen hist;
Nær ved de Steder, hvor hun er fra,
Og hvor du var fra, du hellige Christ!
O! bring du mig did — didhen til hendes Haver,
Til hine Sale, hvor nu hun gaaer!
Lad mig see hende, før de mit Støv begraver,
Før mit Hjerte ei mere slaaer!
Velan! jeg gaaer — jeg ei engang kan døe,
Før hun veed hvortil min Elskov mig tvang.
Min Sang skal dig sige det, fjerne Møe!
Dig Tolken skal sjunge den Fremmedes Sang.
Og røres da ei dit Hjerte derved,
O! da maa jeg troe, at ved min Vugge
Jeg viet blev til Elendighed,
Og fordømt til evig at sukke.”
Saa sang nu Troubadouren,
Og gik med Pilgrimsstav
Til Snekken med sin Harpe,
Foer over vilden Hav;
Saae alle Verdens Riger
Og Herligheder flye.
Og sang om Melisende,
Og saae i vilden Skye.
Hver Nat han stod paa Dækket
Med Harpen i sin Arm,
Med Taaren i sit Øie,
Med Flammen i sin Barm.
Naar Snekken fløi som Fuglen,
Den syntes ham dog stille staae;
Tilbage syntes troløst
De Bølger ham at gaae.
Tilsidst dog Øiet skuer
Den morgenlandske Kyst;
Men ak! fortært af Længsel
Er Troubadourens Bryst.
Ved Tripoli gaaer Snekken
For fulde Seil i Havn —
Bleg synker Troubadouren
I sine Svendes Favn.
De Svende taus opbære
Det Liig paa fremmed Strand,
De fromme Tempelherrer
Modtage det paa Stand.
Og Tidender nu gange
Til Melisendes Borg;
Om Ridderen, som døde
Af Kjærlighed og Sorg.
Hun hører det med Taarer,
Det rører hende underlig.
Slig Kjærlighed hun troede
Var ei paa Jorderig.
Hvo døde før af Længsel
Til den, hans Øie aldrig saae?
Hun iler til den Pilgrim,
Hans Liig hun skue maa.
Og see! — endnu han aander,
Hun breder ud sin hvide Arm
Og trykker ham med Taarer
Til høie Jomfrubarm.
Da slaaer han op sit Øie,
Og seer den skjønne Fyrstemøe:
„Hav Tak, o Christ — han sukker —
Hav Tak, nu kan jeg døe;
Du gav mig hvad jeg ønsked —
Den Elskede mit Øie seer,
Nu er der ei i Verden
Hvad jeg kan ønske meer.”
Og Troubadouren bøied
Sit Hoved mod den Skjønnes Barm,
Opgav sin Aand og døde
I Melisendes Arm.
De Tempelherrer vied
Den Pillegrim en Grav.
Den skjønne Melisende
En Mindesteen ham gav.
Saa gik hun til det Kloster,
Gik aldrig meer i Verden ud,
Sad til sin sidste Time,
En stille Himmelbrud.
Kommer aldrig den Tid, da Troubadouren gjenfødes,
Da i letsindigt Folk hans Aand sig rører igjen?
Stirrer aldrig den meer mod Melisende med Længsel?
Om hendes Herlighed dog stundom Pilgrimmen sang.
Men i Tomhedens Lyst de lette Sjæle henflagre,
Lee ad Sværmerens Drøm, og gribe hvad dem er vist.
Favne selv sig med Lyst, og troe, Klenodet er grebet,
Naar de holde i Haand, hvad flygtigt Øie kan see.
Peged en Fenelon ei længst dog stille mod Østen?
Fløi, da dit Hjerte brast, Rousseau! din Længsel ei did?
Vidt over Bjerg og Søe imod den fremmede Møe?
Ei kan i Viddets Favn af Længsel Elskeren døe;
Kan af Længsel dog ei for den, som Øiet ei skued,
Hjertet briste engang — seer Sjælen aldrig sin Brud.