Ei det prægtige Slot, med Kostbarheder opdynget,
Lokked Vandreren hid fra Strasborgs ligere Vei;
Ofte Veien er Maal, og hvor den leder os — Intet,
Vel, naar uventet Skat vi see paa smilende Stie!
Staaer forstenet den her i kolde glindsende Sal?
Søgte vanhelligt Blik i dig skalkagtige Afgud,
Vist beskæmmet det fandt hvad ei Olympen har seet;
Eros nævne de dig; men høi for Konstnerens Øie
Stod Urania lys i Himmeldronningens Glands.
Og af Stenen udsprang en Lysets Engel paa Jorden,
Fremmed vel og ukjendt i kolde glindsende Hal.
Hist i Værkstedet nu sig stille Konstneren skjuler,
Der hvor ædel og stor af Stenen Schiller udseer;
Fjernt paa Tigerens Ryg har Ariadne mig nævnet
Stjernen, som glimter her paa Vei til Thorvaldsens Sol.
Her jeg skuer og dig, hvis stille „Sang fra det Fjerne”
Venlig i Nord gjenklang; nu staaer du gammel og graa,
Selv Ruinerne liig, hvorom vemodige Lyre
Klang ved Neckarens Bred, ved Graven Matthison staaer,
Og med skjælvende Haand velsigner Oldingen rolig
Harpens rastløse Søn, som søger det Fjerne med Sang.