Fort til ædlere Syn — til Skatte, som ei fortæres!
Drik af Skjønhedens Brønd, rigere strømmer dens Væld.
Oldgermaniske Konst, om dig ei Nordboen drømte,
Fjernt over Alpetind han saae mod Konsternes Land.
Nu forbauset han seer en Himmelbue af Farver
Over Thuiskons Lund sig hvælve, hellig og stor.
Seiersbuen jeg seer, af Guddomsstraaler opbygget,
Stille gjennem den drog til Lyset Aandernes Tog.
Ei med blodige Sværd du Himmelporten opstødte,
Konstens seirende Helt! — Med Palmegrenen i Haand,
Saae du i Himlen ind, og Palmen vorded en Pensel,
Som med Farver af Lys dit Syn afbilded paa Jord.
Fremmerst skuer jeg dig blandt Konstens hellige Fædre,
Gamle trofaste Eyck, som Mester følge de dig
Alle, som i dit Spor indviet Veien har fundet
Til Udødelighed, paa billedstraalende Vei,
Himmeldronningens Liv med aandigt Blik du har stuet;
Høi i salige Stund, Schörel har seet hendes Død,
Og en Hemlings Aand selv Herrens Billed har grebet,
Som i Verden han stod, og saae gjennem Himmel og Jord.
Syndens dybeste Rod i Hjertets lønligste Kammer
Seer det Øie endnu, og blegner Synderens Kind,
Bøier tilbage en Stund; hver Fod, som her sig forvilded,
Blikket knuser dog ei, det hæver ham, det nedslog.
Alforbarmer! ja saa med Guddomsro du har skuet,
Veiet med Naaden høi al Verdens Slethed og Synd;
Ei gik jordiske Qval forstyrrende over det Aasyn,
Ei krampagtig gik her i Latter Glæden forbi.
Ei som en Smertens Søn du vil af Mennesker ynkes, —
Gud og Menneske dog, du samler Himmel og Jord:
Saadan har de dig seet, de Vidner, som dig forkynded,
Og paa din Guddom tryg de sværge kunde og døe;
Nu har jeg dig og seet — og hvo dig skued og kjendte,