Det var Ridder Hr Bromser,
Han drog til det hellige Land:
I Rüdesheim sidder min Dotter tro,
Vel Borgen hun vogte kan.
Og det var liden Gisela,
Hun sad saa eene paa Borg;
Men tænkte hun paa sin Hjertenskjær,
Forglemte hun al sin Sorg.
Han drager nu med Hr Bromser
Til Kamp i fremmede Land;
Den bedste Svend i Hr Bromsers Hær
Er Giselas Fæstemand.
Men det veed Ingen i Verden;
Saa stille den Svend drog ud,
Naar Guldsporen klirrer paa Ridderens Fod
Saa beiler han først om sin Brud.
Og det var Ridder Hr Bromser,
Ham frelste den Svend saa tro;
Nu klirred Guldsporen paa Ridderens Fod,
Men aldrig hans Sjæl blev fro.
I Lænker laae Ridder Hr Bromser
Alt i de Vantroes Vold;
Forgjæves stred ved det Fangetaarn
Den unge Ridder saa bold.
Og svor den gamle Hr Bromser
I Taarnet der hvor han laae:
Hvis atter jeg kommer til Rüdesheim,
To Kløstre saa skal der staae.
Og i det eene skal sidde
Min Dotter saa reen og tro,
Og prise Guds Moder som Himmelbrud,
For atter hun seer mig fro.
Der Ridderen saa monne sværge,
Brast Lænken af Haand og Fod;
Med Seier han vandred til Rhinens Bred
Og for liden Gisela stod.
Og hør du nu, min kjær Dotter,
Nu est du en Himmelbrud,
Det har jeg svoret i Lænker og Baand
Og lovet den høieste Gud.
Da blegned den Jomfrues Kinder,
Da blev hun saa sorrigfuld;
Ak, før jeg skal svige min Hjertenskjær,
Jeg ganger i sorten Muld.
Op foer gamle Hr Bromser,
Han var en Kæmpe saa vild,
I Stormen suste hans hvide Haar,
Hans Øine brændte som Ild.
Forbandet saa skal du nu være,
Forbandet til evig Tid —
Forbandet være den Mand paa Jord,
Som sætter til Qvinde Liid!
Forbandet være den Time,
Da mig en Dotter blev fød!
En Meeneder skal jeg i Graven gaae
Og faaer ei Fred i min Død.
Og det var liden Gisela,
Hun hører sin Faders Ord;
Hvert Ord blev til en Djævel sort,
Som op af Helvede foer.
Med Ugle- og Flaggermuusvinger
De hvirvle sig om hendes Haar;
I Natten den ravnesorte
Paa Svalen den Jomfru staaer.
Dybt bruser Rhinen dernede
Ved Hattotaarnet saa sort,
Forbandelsen hyler i Stormens Flugt,
Brat hvirvles hun med den fort.
Og det var gamle Hr Bromser,
Stod bleg her i Morgenrød —
Histovre ved Hattos det sorte Taarn
Laae liden Gisela død.
* * *
Har du nu Fred i din Grav? du vilde, usalige Kæmpe,
Selv du forbanded din Slægt og see, den af Jorden forsvandt;
Selv af Forbandelsen ramt, du sad her i Hallen forstenet,
Kløstret hæved sig ei, med Blod var Eeden ei løst.
Maatte fra Jordens Skjød det hellige Billed udrives,
Maatte paa Ørens Horn det minde dig høit om din Eed?
Trende Gange det kom fra Marken med Hyrden og Hjorden,
Trende Gange det laae en Leeg for Hyrdernes Børn.
Er nu Forbandelsen løst? har Fader og Datter nu Fred?
Fredelig stander dog her i Aftensolen Ruinen,
Stille er Ridderens Borg, paa Fangetaarnet groer Moos.
Over det Jomfrubuur sig Vedbendrankerne slynge;
Ei, liden Gisela, meer du græder i Rhinstrømmen hist. —
* * *
Vug os nu, venlige Strøm! — til Rocusbjerget histovre
Staaer de Reisendes Hu. Den Roerkarl sjunger saa fro,
Viser os mangen Borg, og mangent Sagn os fortæller;
Atter levende Røst opliver hvad der foer hen.