Vær hilset du gamle fribaarne Stad,
Hvor fordum i Kreds de Mægtige sad,
Og keisred til Herre for Folk og Land
Thuiscons dygtigste Riddersmand!
End hæver du dig over Mainens Bred;
Men seer vemodig i Bølgen ned.
Dit gamle Aasyn du kjender igjen;
Men Herligheden er faret hen.
Nu staaer kun i støvede Billedbog
Din Keiserkroning, dit Fyrstetog.
Der sidde de Herrer end strunk til Hest,
Som længst var Føde ved Ormefest.
Der ride de end i Skarlagen rød,
Som rede de bort fra Tid og fra Død.
Der stander endnu den Biskop from,
Og Keiseren knæler i høien Dom.
Guldkronen sidder saa fast ham der.
Som skulde han aldrig den tabe meer.
Rigsæblet han holder i Haanden fast;
Men Æblet faldt dog og Greven brast.
Klenoderne ligge i Skrinet nu,
Dem kommer stundom en Fremmed ihu;
Den gyldne Bulle han stirrer paa,
Guldspiir og Krone han løfte maa.
Den Fremmede vender sig bort igjen,
Og tumler lystig i Verden hen.
Men du staaer fast alvorlig og tro.
Du gamle Stad med din Kæmpebro!
Med dunkle Taarne i Luften blaa.
Du synes mig her som en Olding staae.
Af Rust fortært er din Ridderpragt,
Forstenet haver dig Tidens Magt;
Og nu er du vorden en Bautasteen,
Som graaner paa Heltenes Dødningbeen.
Men trindtom din døde udslukte Glands
Naturen slynger sin svulmende Krands.
I Mailuft sjunge de Vagtler smaa,
Paa Tepper af Frugtblomster Elskende gaae.
Hist Flaaderne glide paa Mainens Strøm,
Her gaaer en Fremmed i sælsom Drøm.
Han drømmer om den forsvundne Tid,
Veed selv ei hvor han er kommet hid;
Et Paradiis han omkring sig seer,
Ei Hjertet veed hvad det ønsker meer;
Og dog han Sukket ei dæmpe kan,
Han er dog ei i sit Fædreland.
Histoppe mod Nord der ligger en Øe;
Der sidder nu ene mit Hjertes Møe.
En Flygtning gaaer jeg ved Mainens Bred,
Og rastløs flygter min Kjærlighed.
Farvel, du gamle fribaarne Stad,
Hvor fordum i Kreds de Mægtige sad!
Farvel, du Olding med Issen graa,
Dit Billed tit for min Sjæl skal staae.
En Bautasteen med sin Blomsterkrands,
Du peger paa Verdens udslukte Glands —
Paa Blomsterne, som saa brat forgaae,
Og dem, som evig paany fremstaae.
Den Fremmede vandrer i Verden hen —
De døde Tider opstaae igjen.
Det Gamle flygter, det Nye forgaaer.
Til een Dag vorder som tusind Aar.
Sæt fort nu Staven, du Vandringsmand,
Du vandrer til et forjættet Land.
Tag med dig Frø af de Blomster smaa,
Som atter om tusind Aar skal opstaae!
Eet Frø du bringe i Hjertet med,
Som Rod kan fæste i Evighed!
Og synker al Verdens Herlighed hen,
Over Stjerner søg den forklart igjen!