Trykker hellig Stad dog Verdenssorgen mig stundom,
Mig ængster den Postdag, som ei er kommen endnu;
Drømmer en Nat jeg mig til Hjemmet hemmelig flygtet,
Kun for et Øieblik at see, hvem Hjertet har kjær;
Vil dog Afskedens Qval paany jeg nødig fremkalde.
Lister om Huset mig og seer til Vindvet iløn —
Aabnes Vindverne da, og Dødninghoveder nikke.
Hvor den Elskede boer — og farer op jeg med Gru,
Glad ved at det var Drøm, men kan dog Drømmen ei glemme —
St. Cecilia, da til dig min Sjæl maa henflye,
I Bologna jeg saae ved Orglet dig; men i Roma
Hører jeg ofte nu i hellig Messe din Sang.
Bort jeg vender mit Blik fra fede, skjægløse Sanger,
Og gjennem Choret reent mig toner himmelske Røst.
Med Palestrinas Aand til Tonehimlen henflyer.
Glemmer Rossinis Konst og alle Operatriller
For de Toner, som hid fra andre Verdener klang.
Alt hvad levende sig i Aandens Verden udtaler,
Synes i Toner sig at samle i hellige Sang.
Enkelt Mislyd sig reen i Harmonien opløser,
I een Hymne er mig al Verdens Sjæle foreent.
Evig, synes mig, maa den tone saa om Guds Throne,
Af Cheruberne og af Sphæreklangen istemt.
Eet forstyrrer mig kun, det er Kapelmestertegnet,
Skurrende Hvislen her er Djævlens Livstone lig.
Dog, den hører ei med til Aandeverdenens Hymne,
Ikkun i Prøvens Stund, i Livet toner den ind.
Synes forstyrrende her den store Samklang at trodse,
Maa dog ordnende selv i Harmonien forgaae.
Saa Modsigelsens Aand sig selv vil evig gjenføde,
Dræber hvert Øieblik i evig Strid dog sig selv,
Mens med Seier i Lys, de frelste, salige Aander
Svinge blandt Stjerner sig paa Tonevinger — til Liv.