Naar den glade Juul er nær,
Sig Abruzzos Hyrder glæde;
Morgenstjernens klare Skjær
Siger dem, at Juul er nær —
Glad de ud af Hytten træde,
Med den brede Skyggehat,
Med de Kapper blaa og lange,
Stige ned ad Bjerget brat,
Til det store Rom de gange,
Binde fast Sandalens Baand,
Tage Fløitesæk i Haand.
To og to de sammen gaae,
Pifferari de sig kalde;
Hvad paa Stjernens Glands de saae
De med Klang bebude maae.
Det er Glædesbud for Alle,
Hvorfor fattig Mand er glad;
Lydt den Rige skal fornemme;
Herren i den store Stad
Skal ei heller Julen glemme.
Sækkefløitens stærke Klang
Suser paa de Hyrders Gang.
Hyrden ved Paladset staaer,
Indenfor den Rige blunder;
Til hans Øren Klangen naaer,
Ud han paa Altanen gaaer,
Seer de Hyrder nedenunder.
Ei han dem bortjage vil,
Stor er Glæden, de bebude;
Til de Pifferaris Spil
Lytter fattig Hob derude.
Barnet springer om saa fro:
Snart skal Krybbens Palmer groe.
Men ei blot for store Stad
Og for Barnet Hyrden spiller:
Opad stirrer han saa glad,
Hvor det lille Alterblad
Jesu Moder fromt afbilder;
Derpaa see de Hyrder fro,
Stirre vist og blæse længe:
Til den Moder, from og tro,
Skal de Vuggesange trænge;
Hende de bebude vil
Glade Stund med Klang og Spil.
Om de Mænd fra Solens Hjem,
Stjernen fra de Morgenzoner,
Hyrderne ved Bethlehem,
Og hvad Englen sagde dem.
Derom suse Psalmens Toner.
Herrens Moder det forstaaer,
Taus hun fra sit Billed vinker;
Hyrden knæler og bortgaaer,
Paa hans Bjerge Stjernen blinker;
Sækkefløitens stærke Klang
Suser paa de Hyrders Gang.
Og var end den Klang ei sød,
Sødt den har dog glædet Mange:
Verden er en Frelser fød!
Spillende i Morgenrød,
Hjem de Pifferari gange.
Paa Abruzzo venter glad
Hyrdeqvinden med de Spæde;
Faderen fra store Stad
Bringer Barnet Juleglæde.
Pifferari! Fleiteklang!
Juleglæde! Julesang!