Er Dagen skjønt henrullet paa billedrige Sti,
Gaaer Aftenen heelt lystig hen i dunkle Osterie.
Der Konstnerne sig leire, som Bønder i en Kro;
De Cæsaris Bedrifter man hører her i Ro.
Han Dagens Helt er blevet, og nævnes tit med Gru:
Som Hannibal den Rover fast skræmmer Roma nu.
Hver Romer, han kan gribe, han svoret har skal døe,
Til Raserie opægget, han myrder Barn og Møe;
Han Reisende voldfører, og brænder Byer af,
Vildt Røverhæren hævner sig paa deres Qvinders Grav.
* * *
„En dygtig Karl er dog de Cæsaris,
Jeg har ham seet“ — i Osteriets Krog
Ved Folietten saa en Fremmed taler.
Og drikker ud sit Glas, mens Alle studse,
Og paa den Fremmede forundret see —
Man rykker nærmere, og han fortæller:
„Da sidst jeg saae ham, sad han i en Kro,
Hvor Ingen kjendte ham, undtagen jeg;
Thi listelig han tit formummer sig,
Og sidder midt iblandt os, før man veed det.
Man kalder ham en grusom Blodhund nu;
Men hør hans Skjæbne først, fordøm ham siden!
Endnu et Barn, han i Prossedi gik,
Da Hadets Slange om hans Slægt sig snoede.
Med himmelskrigende og blodig Uret
Hans gamle Fader under Bøddeløxen
Sin Aand udgav, og ralled Hævn i Døden,
Og over Morderne Forbandelse.
Hver Aften Moderen med Sønnen gik
Til Sovekamret, viiste ham i Krogen
Hans Faders blodbestænkte Skjorte — „see!
Saaledes har de med din Fader handlet.
Det skal du hævne naar du vorder stor.“ —
Med Hadet voxte Drengen, og blev stærk,
Hver Aften svoer han Hævn, og Eeden holdt han.
Hans første Daad var Blodhævn, og der blev
Af Morderslægten ingen Sjæl tilbage,
For Hævnens Dolk den hele Yngel blødte.
Men Hævneren paa Bjergene stod fjernt,
Med Gru af Menneskenes Samfund udstødt.
I Niddingsblodet Hadets Glød var kjølnet;
End for uskyldigt Blod hans Haand var reen.
Til Statens Fjende maatte Staten selv
Med nederdrægtig Troløshed ham tvinge:
Med helligt Lofte om Tilgivelse,
Selv Faderhævneren fremstilled sig;
Men saae sig af Retfærdigheden sveget.
I Lønker i St. Elmo han opvaagned
Af stakket Drøm om Menneskelighed
Og Tro og Love — see, da sprængte han
Med hine Lænker hvert naturligt Baand,
Som bandt hans Sjæl til Mennesket og Verden.
Paa Bjergene han staaer en Konge nu,
Som fri og stolt forkynder Verden Krig,
Og med den Stærkes Ret udleer den Svage.
En modig Hær fra Fængslerne ham følger,
Og med sin liden Hob af Statsfordømte
Neapel han og Roma nu forfærder.
End var han Røver kun — Uhyre har
Nys det Uhyre ham forvandlet til.
Skjult ved en Qvindes Barm hans Hjerte slog;
Alt mindre raste Stormen i hans Sjæl,
Og mindre lued Blodet i hans Haand;
Thi Fader skulde’ snart han nævnes — Fader,
Og Menneske maaskee — men see, da kom
Fra Rom nys usle Sbirrehær imod ham.
Med to Forrædere de nærmed sig.
Som for at underhandle — Kuglen peeb.
Forræderne laae blodige paa Veien,
Og Romerheltene med Skjændsel flyede.
Men Byen vidste de, hvor Børn og Qvinder
Forladte vented, did de modig drog,
Og myrded Børn og værgeløse Qvinder.
Selv Fostret ei i Moders Liv de staaned —
See, derfor nu Blodhævneren ei heller
Et Romerliv vil skaane; dyrt han svoer
Ved Moderens og den Ufødtes Liig
En blodig Eed, og holder han ei Eeden
Maa Verden eller han forgaae. — Godnat!“
* * *
Den Fremmede er borte, taus efter ham man seer,
Forfærdet syntes Alle — da reiser sig og leer
En lystig Selskabsbroder, han svinger høit sit Glas-:
„De Cæsaris skal leve! det var en dygtig Spas,
Hvis selv maaskee han sad her i dette Øieblik,
Fortalte sin Historie, undsagde os og gik.“
Hver Romer maa vel blegne, Udlændingen kan lee,
I Krogen end man synes de Cæsaris at see;
Een kjendte ham paa Røsten, Een paa det vilde Blik,
En Anden skimted Dolken, da pludselig han gik.
Hvi smiler saa i Skjæget den gamle Tydsker hist?
Han sjælden troer paa Noget, undtagen det er vist.
Il Diario Romano han har i Lommen med,
Og af Avisen læser han heelt mærkeligt et Sted:
„Paa Hovedet af Røverhøvdingen
De Cæsaris, har Cardinal Consalvo
En Priis udsat af fjorten tusind Scudi.“
— „Det gammelt er (afbryder ham en Gjæst)
Til Trods de Cæsaris en dobbelt Sum
Har sat paa Cardinalens Skaldehoved.“ —
„Hør videre“ — vedbliver Tydskeren —
„Gens’darmerne han længe trodset har,
Og nys med Mordbrand selv Albano truet.
Igaar han var selv Femte i et Huus
Ved Procynone (neppe for det Gode).
Valenti, en Gensd’arme, det opdaged.
Og hented strax fra næste Post Forstærkning.
De Cæsaris forsvared sig fortvivlet;
Men faldt for flere Skud — hans Følge flygted —
Til Procynone blev hans Hoved bragt,
Og er nu i hans Fødebye Prossedi
Paa Torvet pælet op til Skræk for Banden.“
* * *
Frit Romerne nu aande og Skrækken er forbi,
En Foliet de tømme end i lystigt Osterie.
Mistænkelige Fremmede ei meer de tænke paa,
Og mene, at den Døde nu lader Roma staae.
Mig Tidenden mishager, jeg saae ham altsaa ei;
Vist grumt hans Bande hævner ham nu paa Neapels Vei.