Er det Sommer og Vinter paa eengang her?
Med Torden og Regn forjager os sær
Octoberdagen fra sommergrøn Sti
Flux Kulden det velske Sommersind tvinger,
Og liig Sommerfugle med vaade Vinger,
De Gjæster fast krybe i Flammen ind;
Her koges Macaroni med ivrigt Sind,
Og Folket sig trøster med Nudler lange.
(Der er Nudler selv i deres Folkesange,
Og visselig vilde de sværge derved,
Ifald de svoer en ubrydelig Eed.)
Det velske Kroliv mig ei fortryller;
Snart Regnen dog Vinterlunet bortskyller,
Og i feirest Sommer paany jeg gaaer
Mellem Bjerg og Dal, og ved Floden staaer,
Som ruller guul mellem grønne Enge;
Dens Navn jeg hører, og studser længe,
Og seer paa det gule mudrede Vand,
Som paa en gammel ærværdig Mand,
Hvis Navn jeg akt i min Barndom æred.
Saa høflig mod ingen Flod jeg har været:
Med Reisehuen i Haanden jeg staaer,
Mens den gamle Tiber forbi mig gaaer.
Tiberhilsen.
Vær hilset, Gubbe, og æret!
Hvi haster du til din Grav?
Saa gusten og sorgfortærret,
Du raver mod dybe Hav.
Den gamle Tid er henrundet,
End vandrer du samme Vei.
Det skjønne Land er ei svundet;
Men Folket kiender du ei.
Dig Bjergets Ranke omkrandser,
Der gløder den modne Viin.
Ved Heltegraven du standser,
Og ved den grønne Ruin.
Mod Heltenes Seiersbuer,
Mod Roma ganger du hen;
Vær stolt, o Gubbe, der skuer
Du gamle Tider igjen.