I Mørke igaar vi Modena har seet,
Idag var vi alt ved Pavens Gebeet.
Med Protestanter man der ei spøger,
Som i Landet indføre kjætterske Bøger:
Hver Bog maa opveies med røden Guld,
Og af Udgifter har vi en Vadsark fuld;
Dog Signor Vincenzo, vor Reiseven,
Ved Grændsen os skaffer hver Scudo igjen.
I Staden her med de tusind Arcader,
De skjæve Taarne og dunkle Gader,
I de største Huse han er bekjendt,
Og hid med Signor Sangvinetti sendt,
For ved Stadens Gader og velsk Politur
At lade sin stille Ven holde Cuur,
Og til livsglad Verdensmand sig uddanne.
— Hist ved Gittret fangne Røvere bande;
Man har lagt Beslag paa de Herrers Person,
For at nøde dem til — at gaae af med Pension.
(Hvi skulde man ogsaa de Tappre hænge?
Til Helte kan Landet dog altid trænge.)
— Hvor fører mig Signor Vincenzo hen?
I Palladset hist alt sin unge Ven
For skjønne Marchesa han presenterer,
Og sit Reiseselskab introducerer.
Mig tykkes Tonen særdeles fri,
Og mangent Ord mig farer forbi,
Som synes sig ei for Marcheser at skikke;
Men det Fine i Sproget forstaaer jeg end ikke,
Og derfor det klinger maaskee lidt plat.
Man beder os lægge Stilet og Hat,
Og af Døren indsvæve med røde Kinder
Og tindrende Blik et Par Dandserinder.
Snart i Palladsets glimrende Sal
Jeg synes at see et Palais Royal.
Det Fine i Sproget paany gjentages,
Og med Miner og skjønne Gebærder ledsages;
Signora er næsten alt for galant,
Til saamegen Høflighed er man ei vant
Histoppe i mit barbariske Nord.
Nu er jeg kommen paa rette Spoer,
Og uden flere ziirlige Taler
I det glatte Pallads jeg mig anbefaler.
— Fra Kirke til Kirke de Reisende gaae
Og see paa de Helgner og Engle smaa.
Med Bas og Fiol har der en Mester
I Himlen malt et complet Orchester.
Dog tier Kuppelcapellet vist
Som forklaret i himmelsk Tonehav svømmer,
Mens her man om Verdens Lyst kun drømmer.
Santa Cecilia
Spring sønder, kjælne Fløite med din Lyst!
Tie, bløde Luth med dine Lokketoner!
Brist, gyldne Stræng, som smelte vil min Sjæl!
Knus eders Harper, alle Verdens Barder!
See, paa Ruinerne af Veedensglædens
De sprukne Tonerør og brustne Strænge,
Med Foden paa den store knuste Sangbund
Af denne Verdens tomme Glædesharpe,
Staaer høi, med Orglets Rest i slunkne Haand,
Den himmelske Cecilia, og lytter
Til Cherubimers Saligheders Toner.
Al Verdens Tonekonst flyer som en Drøm
Om Harmonie, med tusind Mislyd blandet;
Selv Aandens Tonepust i Orglets Malm
Forstummer for de dybe Aandetoner,
Som kun forklarte Sjæle kan fornemme.
Og Himlens Engle kun udsjunge kan.
Ei meer din kjælne Brudesang, o Jord,
Ei meer din Elskovs søde Efterklang
Af Himmelkjærlighedens Salighed
Den høie, rene Jomfrusjæl neddrager:
Som Sangens Cherub over Jord hun flyer;
Men naar en Sjæl i hellig Andagt smelter,
Og lytter til en bedre Verdens Toner,
Hun over Stjerner Himmelorglet rører,
Og lærer Jorden høie Engles Sang.