Fremmed er Luften alt, Smaabjerge fjernt jeg alt skimter,
Stærkt gjennem Tordnens Skye fremstraaler varmere Sol.
Elbfartglæden foer hen; men hist den Skjønne paa Svalen
Vinked med Stjerneslør mig til romantiske Land:
Bonden i fremmed Dragt paa Stavn jeg tog for en Pilgrim;
Her jeg synes henført til Egne, malte jeg saae.
Glandsen paa Ruden hist, og her Slagskyggen paa Muren
Glæder i fremmed Bye den hastig flygtende Gjæst.
— Uforklarlig mig tit fredsalig Straale gjenlyser,
Som af et Livsmoment, der længst er flygtet forbi,
Bort som en Luftning flyer og som en Luftning gjenkommer
Livets skjønneste Glimt fra fjerne Ahnelsers Land.