Herlige Capri, farvel! — Ved klippehøi Strandbred vi sanke
Smaasteen og række hverandre dem hen; med spøgende Veemod
Gjemmes de som Diamanter. En stor dog en mægtig Naturaand
Fængsled vor Sjæl til hiin himmelske Kyst: ret som fra en Ven vi
Afsked har taget for evig, paa flyvende Seilbaad os blinker
Taaren i Øiet, mens Læben er taus, og Blikket end længe
Stirrer tilbage mod flygtende Kyst. Alvorlig i Dybets
Lønlige Verden nedseer veemodig drømmende Jomfru,
Tænker paa Sagnet fra Nord om Kongen, som ei kunde hvile
Før han opdaged det Land, hvor Blomster ved Juletid voxed;
Og hvor bag evige Muur de døde Smaafugle fik Sangrøst.
Vist i det Land skal vi mødes engang, naar længst os adskilte
Havdyb og Bjerg eller Gravhøi; der skal vi mindes med Glæde
Reisen paa Jord; og hvad i vor Sjæl med evige Samklang
Toned engang, skal vist atter faae Røst bag Evigheds-Muren.
Taaren, som rulled i Bølgen, hiin Draabe i Havet, stal atter
Skjøn af Erindringens Dyb som en kostelig Perle fremdrages.
Blikket, som hist fra lyksalige Øe nedstirred i Voven,
Søgende Salighedsøen i Speilet med himmelblaae Hvælving,
Blinker endnu, som en Straale fuldklar, naar Stjernen i Øiet
Længst er udslukt, og den Verden, vi saae, er forglemt og henfaret.
