Keiseren gav mig Borg og Lehn
Dertil stor Magt og Ære;
Ei heller var jeg til Orlog seen;
Jeg maatte hans Banner bære.
Brudt var Lombardens Pagt og Eed;
Fjernt Maurerkongen fnyste.
Med Hæder Keiserens Ørne stred;
Høit Roland i Kampen lyste.
Seiren omfløi min Bannerstang,
Og Lykkens Fugl min Landse:
Paa Borgen Dronningens Møer sang
De smykked min Hjelm med Krandse.
Herrerne saae lidt skjævt i Løn,
Naar Jomfrusang mig priste;
Og mindst forlysted Keiserens Søn
Den Hæder, han selv forliste.
Carlot var Keiserens Øiesteen;
Hans Sjæl var Glød og Flamme.
Mod Himlen kneised den unge Green
Fra Jordens høieste Stamme.
Blæste Roland ved Seirens Fest,
Blev Carlots Blik heelt vilde;
Naar Prindsen sad paa sin Faders Hest,
Ham Verden tyktes for lille.
Keiseren gav jeg glad mit Ord;
Det Ord blev svært at holde:
Ung Carlots Liv trygt Værge jeg svoer
Til Holgers Lemmer blev kolde.
Carlots Moder en Dag jeg saae;
Hun vinked, bleeg fra Svalen.
Prindsen foer i sin Rustning blaae
Med Hæren igjennem Dalen.
Deilig blinked i Staalets Glands
Den Helt med Jomfrulemmer;
For Rolands og Holger Danskes Krands
Selv Verdenskronen han glemmer.
Carlot i Slaget vildt fremfoer;
Sit Liv han agted føie.
Den Ven, der hjalp ham, Døden han svoer;
Han blødte med Lyn i Øie.
Lidet jeg ændsed Drengens Harm:
Jeg seired mod hans Villie;
Jeg vristed ham ud af Dødens Arm;
Han blegned alt som en Lilie.
Sværdet han greb fra Jorden brat;
Dets Lyn mig foer mod Panden.
I Pant jeg havde min Ære sat:
Jeg bøded med Skjolderanden.
Aldrig udholdt jeg værre Dyst:
Jeg stod som Marmorstøtte;
Mig Pladerne sprang fra Skulder og Bryst;
En Stund fuldstille jeg blødte.
Længe jeg husked den dyre Eed;
Jeg kold hvert Saar lod brænde.
Tilsidst blev Holger Danske dog vred,
Og brat havde Tvisten Ende.
Aldrig saae jeg en værre Dag:
Mit Liv jeg vilde værne;
Men aldrig slog jeg et værre Slag:
Paa Jorden flød Carlots Hjerne.
