Tolv Riddere sad ved Keiserens Bord;
Den trettende med dem i Kamp udfoer.
Saalænge jeg reed med de Tolv i Dyst,
Indtil vi deelte Hæder og Lyst.
Geert leged med Landser i Dyst fuldsnild;
Stolt Engeler reed med Sang gjennem Ild.
Naar Hertug Samson i Hal indtreen,
Da rysted baade Planker og Steen.
I Dystløb kom Ingen Hr. Iver nær;
Berin kunde gribe det flyvende Spær.
Hr. Bove oprykked Egen med Rod,
Og Ottum svømmed som Fisk i Flod.
Gerin skjød Ørnen i høiest Flugt;
Grev Wolter sprængte hver Port, som var lukt.
Hvor Jomfruer nikked bag Gitter og Stang,
Som Fugl over Muur sig Oliver svang.
Den største Jævning var from som stærk:
Turpin bar Pantser og Messesærk;
For Hedningsjælene Bispen bad,
Naar Krop og Hoved han splitted ad.
Den Mindste sad øverst ved Keiserens Bord;
Hans Navn med Ry gjennem Verden foer:
Den mindste Jævning, fuldrask og skjøn,
Var Roland, Keiserens Søstersøn.
Naar Roland i Fruerstuen sang,
I Stegerset alle Smaaterner sprang;
Men blæste Roland til Strid paa Luur,
Da gungred i Borgen Port og Muur.
De Jævninger glemmer jeg ingen Stund:
Hiin Bisp var en Mand til Haand, som til Mund.
Ret aldrig jeg hører et Horn endnu,
Min Sjæl jo kommer Roland ihu.
