Der fløi gjennem Verden en Tanke;
Dens Vinge var blodig rød:
Carolus, hiin store Franke,
Har voldet sin Broders Død.
Jeg saae ham en Pindsemorgen;
Der døbtes Saxer i Rhin.
Han kom fra Ingelheim-Borgen
Alt med Mester Alcuin.
I Bog var Britten hans Mester;
Men Drotten var størst blandt Mænd.
Blandt Skjalde, Viismænd og Præster
Han knæled med Sværd ved Lænd.
Jeg kunde hans Andagt høre,
Mens Sværdet mod Stenen klang;
Men sært mig skurred i Øre
Hvad Fuglen i Løndom sang.
Jeg skjøtter ei Keiserens Throne,
Jeg sparker hans Tro med Fod,
Klæber der ved hans Krone
En Draabe af Broderblod.
Jeg saae Carolus i Øiet:
Det var som en aaben Bog.
Jeg saae, hans Tro var ei løiet:
Den Drot sin Broder ei slog.
Jeg saae den Mægtiges Pande;
Jeg æred den Høiheds Aand,
Der tvang Longobarders Lande
Og lagde Vildmænd i Baand.
Mod Carl blev Kæmper til Dværge;
Dog mildt var hans Øiesyn.
Med Troen, som løfter Bjerge,
Hans Blik mig slog som et Lyn.
Jeg kunde det ei udgrandske;
Det gik over min Forstand:
I Rhinen sprang Holger Danske —
Sprang op som en Christenmand.
