I Trug paa Isefjordvoven
Jeg gynged mangen Stund;
Og Ulveungen fra Skoven
Den blev Holger Danskes Hund.
Jeg rusked Bæstet i Øre;
Vi sad under Bord med Lyst.
Der fik jeg en Dag at høre
Den store Wittekinds Røst.
Jeg saae hiin Kæmpe, fuldmodig,
Ved Leirekongens Bord.
Men Kæmpens Hjelm var blodig;
Han mæled og saae mod Jord:
”Mig fulgte Guder til Seire;
”Nu er jeg en hjemløs Giest:
”Mig fulgte kun til Leire
”Mit Sværd og min gode Hest.”
”Jeg blødte mangen Gang.
”Jeg knuste Keiserens Hære;
”Mit Navn havde mægtig Klang.
”For første Gang jeg leder
”Om Værn mod Mandevold;
”Med Blusel Wittekind beder
”Om Skjærm under Daneskjold.”
Dankongen brat sig reiser;
Han mæler et mægtigt Ord:
”Jeg værger dig mod hver Keiser
”Og mod hver Jætte paa Jord.
”Lad komme tusind Hære!
”Lad lyne al Verdens Spjud!
”Ved Thor og Dankongens Ære!
”Jeg jager min Giest ei ud.”
Det Ord blev ei til Skamme:
Kong Gøttrik i Harnisk foer.
Han kæmped med Tyr og Thor.
Carl vendte brat sin Ganger;
Det blev ham en blodig Dag.
Og Guder med Øxeslag.
En Dag i Leire-Hallen
Stod Saxlands Wittekind:
”Nu Irminsulen er falden;
”Min Gud var døv og blind.
”Han aldrig meer sig reiser:
”Os knuste Christgudens Fod;
”Han bøier mig ved den Keiser,
”Som døber Verden i Blod.”
Der Holger Danske var liden,
Han hørte Wittekinds Ord.
Det Ord jeg tyded siden;
Jeg saae den Mægtiges Spor.
Høit Kirketaarnet kneiser,
Hvor Irminsulen stod;
Men Dankongen trodsed den Keiser,
Som døbte Verden i Blod.
