Marsk Stigs Døttre
(Efter Visen hos Peder Syv.)
(Efter Visen hos Peder Syv.)
Marsk Stig havde blodige Daad fuldbragt,
Som aldrig vil gange af Minde,
Han havde sin Herre og Konning undsagt,
Og dræbt sin Lyksaligheds Fjende.
Nu var han vandret til Fædres Hjem,
For Gud at lægge sit Regnskab frem.
To Døttre bleve tilbage,
Og maatte af Dannemark drage.
De havde ei Fader, ei Moder meer,
De havde ei Ven eller Frende,
Sørgmodig de paa hinanden seer:
„Hvorhen skal vi Arme os vende?
Mon Nogen os huser i fremmede Land?”
Og saa tog den Ældste den Yngste ved Hand,
Paa Kind runde Taarene stride,
De drog udi Verden den vide.
Saa ginge de Piger til Sverriges Land,
De græd og sørged saa saare,
Kong Byrge han var saa haard en Mand,
Han rørtes ei ved deres Taare.
„Marsk Stig haver fældet min Frende kjær;
Hvorlunde komme hans Børn nu her?
Tænk aldrig Huuslye at finde,
Hvor Eriks Venner er inde.”
„Hvad kunne vi for Konning Eriks Død?
Vi arme uskyldige Piger!
Forladt vi flygte og søge vort Brød
I fremmede Lande og Riger;
Men Ingen os huser i fremmede Land!”
Og saa tog den Ældste den Yngre ved Hand,
Paa Kind runde Taarene stride,
De gik udi Verden saa vide.
Som Maager flye over vildene Strand,
Og hvile paa skaldede Stene,
Saa gik de Piger til Klippernes Land,
Den Normannakonning at tjene.
Og Kongen seer paa de Piger smaa:
„To vænere Møer jeg aldrig saae.
I kan dog ei brygge og bage
Med Hænder, saa hvide, saa svage?”
„Nei væve vi kunne i Rør og i Lad,
Og spinde dig Guldet hin røde;
Men aldrig bliver vort Hjerte glad,
Siden Fader og Moder os døde:
I Dannemark er vi baaren og fød,
Marsk Stig, vor Fader, er bleg i Død;
Men vi fælde Taarer saa stride
Og gaae udi Verden den vide.”
Og Kongen dem klapped paa blegen Kind,
Han bad dem ei sørge, ei græde,
Han monne dem klæde i Skarlagenskind,
„Jeg kjendte Jer Fader, den Dannemand,
Han var en Herre til Mund og til Hand,
Velkommen hans Børn mig ere,
Nu jeg Eders Fader vi være.”
Tavs sad de Piger ved Væverlist,
Og vov med Guldet hin røde,
Først Jomfrue Maria og Jesum Christ,
Og Fader og Moder, som døde;
Saa vov de Hjort, og saa vov de Hind,
Saa vov de dem selv med hviden Kind,
Saa vov de med Fingre snare
Guds hellige Engleskare.
Og der de havde det Værk fuldbragt
Da var deres Sorrig forvunden;
Men Øjet tindred saa blegt, saa svagt,
Som Lampen mod Morgenstunden.
Den Ældste trykte den Yngste i Hand,
Og ginge de til hint bedre Land,
Hvor Uskylds Taarer, de stride
Aftørres af Engle blide.