Min Sjæl sig tumled fornøiet:
Jeg var i mit Fædreland.
Deilig sig speiled i Øiet
De skovgrønne Øers Strand.
Livsalig klang mig ved Kysten
Den brusende Havfrurøst;
Dybere klang mig dog Røsten
Fra danske Jomfruers Bryst.
Jeg elsked de grønne Kyster;
Jeg elsked det store Hav.
Høit mig glæded de Røster,
Der sang over Kæmpers Grav.
Men flagred Løvet i Høsten,
Foer Trækfugleskarer hen,
Øiet dog stirred mod Østen:
Min Sjæl vilde bort igjen.
Her kunde jeg dog ei blive;
Det brændte mig under Fod.
Nordens Aand var ilive;
Men Dansken mig ei forstod.
Endnu klang Piben og Trommen
I Offerlunden med Gru;
Hjem var min Sjæl ei kommen:
Her var mig for mørkt endnu.
Jeg kunde lagt Folket øde,
Og dog deres Tro stod fast.
Niddinger skulde kun bløde;
Kun Fjendernes Hjerner brast.
Blandt hundred Snekker, paa Stavnen
Jeg stormed i Kampmulm hen.
Seiren fløi med til Havnen;
Men Holger kom ei igjen.
Med Sorg fløi Ry gjennem Dale:
At Holger Danske var død;
Høit over Bølger svale
Jeg seiled dog, sund og rød.
Paa Thing de hylded min Broder.
Jeg saae mod Skovkysten hen:
Danmark er dog min Moder —
Fuldvist jeg kommer igjen.
Jeg kommer igjen itide;
Jeg ligger ei dorsk i Grav!
Lystig mod Østerlide
Jeg seiled med Pilgrimsstav.