Jeg saae Fyrst Carvel ved Tiberens Rand;
Paa Spyd ham naaede min Handske.
Jeg stævned den asiatiske Mand
Til Holmgang med Holger Danske.
Fyrst Carvel reed til sit gyldne Telt;
Der sad den indiske Skjønne:
”Den bedste Ridder og største Helt
”Skal Hindostans Lillie lønne.”
Trompeter skingred fra Hær til Hær;
I Midten flød Tiberens Vove.
Høit mellem Hærenes Banner og Spær
Laae Øen med Olieskove.
Paa Øen fegted vi, Bryn mod Bryn,
Og Gnister foer os af Øie;
I Luften mødtes Sværdenes Lyn:
Stor Hede maatte vi døie.
Den deilige Gloriant saae derpaa;
I Lokkerne fletted hun Krandsen.
Med Seirherren skulde Prindsessen gaae
Fra Valen til Bryllupsdandsen.
Fra Teltet saae hun vort Ridderspil!
Mig undte hun ei saa ilde;
Men Ørknens Ridder blikked hun til
Med Øine kjærlighedsmilde.
Alt fik jeg til Asiaten Ram,
Da blinked Landser fra Skoven;
Hans Venner frelste hans Liv med Skam;
Til Skændsel blev Ridderloven.
Dog før jeg faldt i de Vantroes Vold,
Det kosted blodige Pander;
Mod Fyrsten jeg slyed mit knuste Skjold:
”Slig Seier min Gud forbander.”
Jeg saae hans Kind: den var rød som Blod,
Jeg Flammen saae i hans Øie.
Hvad stolt han mæled, jeg ei forstod;
Jeg agted hans Ære føie.
Brat Fyrsten jeg paa Araberen saae;
Den fløi som med Svalevinger.
Hvor Flodens dybeste Strømme gaae,
Bortsvømmed Ørkenens Springer.
De Vantroe studsed. Der var stor Larm.
Kun lidet glæded dem Seiren:
Fyrst Carvel kjøled i Floden sin Harm;
Han svømmed til — Christenleiren.
