Henrik Ibsen (1828–1906)

Havde jeg på engang sendt

alle takkens små billetter,

i de vågne vinternætter

      sammenskrevne

      sønderrevne,

skulde, lig en snesky spændt

      over himlen,

      hele vrimlen,

      stumper, strimlen,

      hver bemalet

med et magtløst takkens ord,

som et prosa-snefog dalet

over Rosenvængets flor.

Kunde jeg på engang sendt,

uden bur af skrift og prent,

alle tankens løse fugle, —

        ind dem smugle

skulde jeg, hvor stilhed råder,

under Rosenvængets tag,

der, hvor åndens dunkle lag,

der, hvor skønheds glade gåder

op imod forklaring stunder

og, som knop en forårsdag,

foldes ud i et vidunder. —

Brydes skulde stuens fred,

der min fugleflok slog ned;

lytte skulde børn derinde,

som i skog til jagten fjern; —

bag usynlighedens værn

mine fugle skulde tvinde,

i en anings trillers rad,

      takkens kvad,

kredse let og vinger ryste

om den store seers byste.

      Løse tanker,

      tørre breve

slår ej til; jeg vælger vers.

Over daglig-dækkets planker

      må jeg hæve

synet vidt og rundt fra mers.

Prosa stil er for ideer,

      vers for syner.

Sindets lyst og sindets veer,

sorg, som på mit hoved sneer,

      harm, som lyner,

fyldigst liv jeg friest skænker

      just i versets lænker.

Men når takken, som mig brænder,

      nu jeg sender, —

mon det da er blot mit stykkes

      scene-lykkes

      skaberinde,

      hvem jeg fletter

disse versets små buketter?

Nej, et glansfuldt større minde

lægger ordet på min mund, —

mindet om en skønhedsfyldig

      højtids-stund,

mindet om en rad af timer,

      langt tilbage,

da jeg så Dem sejrrig drage

smykket, gratie-fulgt og sand

gennem kunstens under-land.

Da just blev jeg takken skyldig;

derfor er det nu jeg rimer.

Se, da jeg ifjor Dem gæsted,

      var jeg stum;

skønheds-gældens runde sum

bar jeg, i mit hjerte fæstet,

      med tilbage.

      Nætter, dage

har med renter summen øget,

og trods alt, hvad her jeg maler,

får jeg, som en slet betaler,

aldrig denne gældspost strøget. —

Underligt til Danmark bundet

står De altid for mit øje, —

bundet til en dag ved Sundet,

mellem bøgekroner høje.

Sol i luften, sol på fladen.

      Sejler-gaden

fures af en blålig krusning;

      sommer-susning,

      født i "Skoven",

dirrer som et digt foroven.

Det er søndag; glade klynger

      ler og synger;

      både gynger

under ly af kystens skrænt.

      Lyse kjoler

      blinker, soler

sig, hvor klokker og violer

har sit danske tæppe spændt.

      Men derude, —

helt fra nord, hvor Kronborg troner,

indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner

      synet raner, —

hvilken rad af ranke svaner,

      hvilken stimmel,

hvilket tog af hvide sejl!

Skude slutter sig til skude,

lysglans i de hvalte klude;

      vimplers vrimmel,

      højdens himmel

ser sig selv i dybets spejl.

      Slank og smekker,

drømfyldt jomfru mellem snekker,

glider en mig just forbi.

Hun er lig et sagn, der bæver

bag det slør, det hylles i;

hun er lig et syn, der hæver

      sig og svæver

ad en lukket gåde-sti.

      Ellepiger

      vinker, viger,

svøbt i skum om bougens stavn;

      alfer følger

      kølens bølger;

men i flagets folder dølger

      sig "Agnetes" navn.

Og se der, — et modsat billed!

Hvilke kække kast i dansen!

Lunets gratie-bundne vildhed

      bær dog kransen.

Vimpler vinder sig langs riggen;

flag fra stranden hilser briggen;

halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,

halvt en havfrue, halvt et tæmmet

      barn fra heden,

svajer "Dina" op på reden.

      Som iblinde

ledet frem af milde vinde,

      som i drømme

løftet af de lette strømme, —

      se felukken!

Al Provences livsglød taler

i dens stigen, i dens dukken;

      elskovs sukken,

      dæmpet båren

citharklang, fra dækket maler

      sjæle-våren;

      madrigaler

over stumme klynger daler,

som på strandens grønne hynde

vugges i "Jolanthes" ynde.

      Hvo kan tælle

      hele flåden,

som i solskin følger efter,

som for medbør skummer frem!

      Over fråden

      "Ragnhild" hælder,

som om dybets dulgte kræfter

      lokked hjem; —

Lotos lig på strøme stride,

hist "Ophelia", den fagre,

      ses at flagre,

      ses at glide; —

      rang-fregatter,

      klipper-skarer,

      hjemad farer

under landets klap og latter. —

Sådan De til Danmark bundet

står i mindet for mit øje, —

bundet til en dag ved Sundet,

mellem bøgekroner høje. —

Stundom har jeg spurgt mig selv:

      mon vel slægten

engang i sin travle fægten

      og fornægten

sænke skal i glemsels elv

denne skat af geniers nåde?

Skal en tid, hvem afstand døver,

rane, lig en engelsk røver,

denne danske stormagts-flåde?

      Se, vi andre,

farve-, form- og ord-poeter,

      arkitekter,

og hvad vi for resten heder,

vi, som fik det kald at bygge

vore skønheds-skuders rygge

af lidt mer solide lægter,

vi tør ej vor skæbne klandre,

      om vor flåde

ej blir hver en tid til måde.

Mangen klipper, magen studser,

rigget til med sang og klang,

      får engang

      plads og rang

mellem skibs-Jeronimusser.

Mangt et skrog af form og toner, —

af sin samtid assureret, —

engang, på de våde veje

      havareret,

hales ind i flådens leje,

uden takkel og kanoner,

til de andre Magdeloner.

Der vi prise kan vor lykke,

      hvis en nykke

vore værfters mesterstykke

      venligst sparer

for de herrer antikvarer.

Man har sagt at scenens kunst,

      født og bunden

      kun til stunden,

må, som sæbeboblers dunst,

må, som mørkets meteor,

      blænde, briste,

      for at friste,

      uden spor,

hænders værkers lod på jord.

Sving Dem som en fugl i luften

op fra denne trange tanke!

      Just fordi

Deres kunst er barn af duften,

      af beånden,

      af en stemning,

af person og fantasi, —

ej et værk af sten og planke,

      ej en tanke

klistret fast med sort på hvidt,

men en alf på skønheds ranke,

hvor den evig gynger frit, —

just fordi den fattes form,

      som med hånden

gribes kan, der sættes dæmning

for hvert bid af ældens orm.

Underfuldt til Danmerk bundet

skal De stå for slægters øje, —

bundet til en nat ved Sundet,

under mindets stjerner høje.

Hvilke sagnets syner vide!

      Hele flåden,

      fra fregatten

      ned til båden,

      ser jeg glide

      gennem natten,

langs med landets lune side;

tågen slører sejl og master;

      halvlys kaster

over stang og rå tilsammen

      svanehammen;

hvad i afstand øjet svigter,

      ind man digter;

kvinder, som fra stranden drømmer,

      mænd, som dømmer

efter egen fordrings lov,

slægt, som efter slægt befolker

      kyst og skov, —

synets skønheds-form fortolker

efter skiftende behov.

Og se det er livet just,

      liv i mindet,

det, at stå for folkesindet

ren for ældens møl og rust, —

det er livet, det, at bøje

eget indhold, åndigt, rigt,

i den form, som folkets øje

kræver for sit eget digt;

      det er livet, —

      mythe-vorden,

vekselfuld som alfepigen,

følge slægten i dens stigen,

følge tiders krav og orden, —

og se, denne lod på jorden

      blir Dem givet.

I en skønheds-fattig tid

har det kvæget mig at følge

Deres færd på kunstens bølge

under sol og medbør blid, —

kvæget mig at stirre did,

hvor i skær af svale nætter

sagnet sig om færden fletter.

Tag, som tak for synets trøst,

råbet af en seers røst:

underfuldt til Danmrk bundet

skal De stå for slægters øje, —

bundet til en nat ved Sundet,

under mindets stjerner høje!