Ode
i et Tordenveir.
i et Tordenveir.
Hist kommer han, Alherren kommer,
Men hylt i Mulm og frygtelig,
Som om han, en retfærdig Dommer,
Mod Støvets Sønner rusted’ sig.
Hans Pandtser Ild, hans Stemme Torden,
Hans Glavind Dødens Lynild er.
Og see, i Skyers Nat han Jorden
Alt svæver meer og mere nær.
Han kommer, Jordens Grundvold bæver
Og Fjelde bøje deres Top,
Og, for at hilse Herren, hæver
Sig stolte Hav af Dybet op.
De vilde Dyr til skumle Huler
Henflye med angstbevinget Fjed.
Hver Dødelig sit Aasyn skjuler,
For svag at see Guds Herlighed.
Hør Stormen om din Isse hviner,
Vidt aabner sig midnatlig Skye
Med Brag liig styrtende Ruiner
Af Verdner. Hvor vil du henflye?
I Himlen du et Ildhav skuer,
Dets Glands fra Fjeldet møder dig,
Og liig et Ocean af Luer
Oprørte Hav fremvælter sig.
Dog; for Alherrens Glands ei bæver,
O Støvets Børn; mod Eder han
Hiint røde Lynildsværd ei hæver,
Som flammer over Hav og Land.
Han Sygers grumme Hær betvinger:
De flye for Glimtet af hans Sværd.
See, Pesten flyer paa Stormens Vinger
Foran; hans Aande Gravdamp er.
Hans Blik er Ild, hans Lokker sorte
Som Nat, hans Iil som Lynets snar.
Til Skyggerigets sterke Porte
I høire Haand han Nøglen har.
Hans Fryd er det at skjule Jorden,
Saavidt dens Grændser naae, med Liig.
Men see, han flyer for Herrens Torden,
Og Støvets Sønner glæde sig.
Saa dækker Mørke tit den Fader,
Som vejer vore Skjebner af,
Men endog da han ei aflader
At elske dem, han Livet gav.
Kun for en Fiende at bekæmpe,
Langt meer end Pesten frygtelig,
Kun for den frække Last at dæmpe
Med Rædsler han omgjerder sig.
Saa let i Glædens Skjød vi glemme
Vor Pligt og Evighed og Gud
Og følge blinde Lysters Stemme
Og trodse Dydens milde Bud.
Han lutrer os i Modgangs Lue
Og mere reen og skjøn af den
Vor Sjæl fremgaaer, og da vi skue,
At ogsaa her var Gud vor Ven.
Den Gud, som Tordners Nat udbreder
Paa Himlen og som troefast Ven
Igjennem Vanhælds Mulm os leder
Til Evighedens Glæder hen,
Vi takke da som kjerlig Fader,
Selv naar os Modgangs Lynild traf.
O, aldrig, aldrig han aflader
At elske dem, han Livet gav.
O. Horrebow.