Valget
En Fortælling.
En Fortælling.
Skjøndt Ungdoms Vaar paa Kinden smiilte,
Dog Herkules bekymret var.
Paa Panden Alvors Skyer hviilte,
Hans Aasyn Sorgens Furer bar;
Thi som den høje Ceder bæver,
Og raver hid og did, naar vred
En grum, midnatlig Storm sig hæver
Og bøjer den mod Jorden ned.
Saa ravede hans Tanker blinde
I Tvivlens mørke Irgang om,
Uvisse, hvor de skulde finde
Lyksalighedens Helligdom.
Engang i Nat af tætte Bøge
Han laae; hans tankefulde Sjæl
Uroelig gransked’ for at søge
En sikker Vei til varigt Hæld.
Mørk Eftertid sig for hans Øje
Udbredte liig et Ocean.
Da steeg hans Stemme til det Høje,
Om Jovis Bistand raabte han.
Zeus sine Straaleblikke vendte
Mod Støvets kummerfulde Søn;
De om sig Liv og Fryd nedsendte,
Naturen smiilte dobbelt skjøn.
Han bød og til ham tre Gudinder
Ud fra Olympens Haller kom,
Hun som med Elskovs Myrter vinder
Lyksalig Ynglings Tinding om,
Og hun, som Bægret venlig giver
Til Guderne ved festligt Lag,
Og hun, hvis Viisdom blidt opliver
Vor Banes Vaar- og Vinterdag.
”Hist,” sagde han, ”en Yngling hviler
”Han forsker med Uroelighed,
”Hvor Glæden tryg og varig smiler.
”I svæve kjerligt til ham ned!
”Alt nok blandt Tvivl han irret haver.
”Med venlig Kappen byde I
”Ham vælge mellem Eders Gaver
”Og vandre Glædens Rosenstie.”
Paa gyldne Skyer de nedsvæved’
Til Bøgelundens dunkle Skjød,
Og froe hver Lundens Sanger hæved’
Sin Røst og dem velkomne bød,
Og Midagsstraaler gjennemlued’
Med vældig Glands dens Inderste.
Forundret Herkules dem skued’,
De vennehulde, skjønne Tre.
Af Glands liig Maanens Sølv omskimret
Ham Pallas først imøde gik.
En Stjernekrands om Issen glimred’,
Liig Solen straalte hendes Blik;
Liig Morgenrøden hendes Kinder.
I høire Haand en Krands hun bar,
Som ved de milde Huldgudinder
Af Iris’s Straaler flettet var.
Saa talte hun: ”Adlyd min Stemme,
”Og du skal vorde stor og viis,
”Og glad dit Øre skal fornemme
”Beundringsfulde Skarers Priis.
”Gaae kjæk den tunge Vej til Ære,
”Skjøndt Torne saare skal din Fod,
”Og denne Krands du da skal bære
Til Løn for klippefaste Mod.
Nu frem den hulde Venus træder
Som blomsterkrandste Foraar skjøn,
Og riig som det paa Saligheder
Og god som det mod Støvets Søn.
Om hende Liliedufter svæved’,
Hun aabned’ spæde Rosenmund,
Sølvklare Stemmes Toner bæved’
Liig Harpers Klang, saa talte hun:
”Kom jeg skal dig til Glæder lede,
”Som veje meer end flygtig Roes!
”Hvo malte vel den Ynglings Glæde,
”Som af sin Elsktes Arm omsnoes?
”Af Ømheds Ild hans Hjerte luer,
”Hver Følelse er skjøn og blid,
”I hver han froe en Broder skuer,
”At glæde Alle er hans Iid.”
Nu frem den milde Hebe triner,
Let som bevinget Vestenvind,
Med Munterhed i lyse Miner
Og Venskabs Smiil paa hulde Kind.
Hun holdt et Bæger, Roser kronte
Og Guders Nektar perled i,
Og sagde med en Røst, der tonte
Som Jubelchores Harmonie:
”Min Nektar, Yngling, du modtage,
”Og du skal vorde lykkelig.
”Nyd den, og du hver Fryd skal smage,
”Som Dødelige ønske sig.
”Belee da med høimodigt Hjerte
”Navnkundighedens tomme Lyd!
”Glem ved mit Bæger Elskovs Smerte
”Og inddrik meer end Elskovs Fryd.”
Urolige sig nu hans Tanker
Omvælted’, vilde Bølger liig,
Naar gjennem sønderbrudte Skranker
Med voldsom Fart de styrte sig.
Nu slog for Elskovs Fryd hans Hjerte,
Nu steeg det ved Athenes Bud,
Og nu det Hebes Drik begjerte;
Tilsidst han brød saaledes ud:
”Hvis Støvet ej Athene lyder,
”Men følger blindt sin vilde Lyst,
”I Hebes Bæger Døden flyder
”Og lurer ved Cytheres Bryst.
”Men den, som flyer Cytheres Kjeder
”Og Glædens blide Vennelag,
”Ved Vildheds barske, mørke Sæder
”Forbittrer sig hver Livets Dag.”
”Athenes Fakkel derfor lede
”Paa Livets mørke Vej mit Trin;
”Men Viin og Sang og Venskab glæde
”I Hvilens søde Stund mit Sind,
”Og sine Blomsterkjeder binde
”Mig smilende Cythere med!
”Da Livet roligt skal bortrinde
”Som Bækken mellem Blomsterbeed.
O. Horrebow.