H.P. Holst (1811–93)

Slumrer sødt i Slesvigs Jord,

dyrekjøbt den blev ved eder!

Sommeren sit Blomsterflor

over eders Grave breder;

Mindet flyver som en Fugl

hen til Slesvigs grønne Vange,

synger der fra Gravens Skjul

ensomt sine simple Sange.

Ensomt; thi de brustne Blik

ingen kjærlig Haand har lukket,

ingen Ven jert Haandtryk fik,

ingen hørte Afskedssukket.

Men for Danmark Sukket lød,

for dets Fremtid, for dets Lykke —

hvil da sødt i Jordens Skjød,

hvil da sødt i Gravens Skygge!

Skjøn er Døden, som I fik,

ingen skjønnere der findes —

derfor vil med vaade Blik

heller ej vi eder mindes;

men hvor danske Hjærter slaa,

og hvor danske Toner klinge,

skal med Stolthed store, smaa

Fædrelandets Tak jer bringe.