H.P. Holst (1811–93)

Ved Vintertid, naar Skoven staaer

Med Riimfrost i de dunkle Lokker,

Og Stormen vildt Mod Ruden slaaer,

Mens Sneen sig paa Taget flokker,

Om dette Bord saamangen Gang

Vi samledes ved Bægerklang

Og glemte Vintrens barske Sang,

Thi der var Foraar i vort Hjerte.

Men Tiden driver lumsk sit Spil,

Thi medens sorgløst her vi spøge

Og glemme reent, at den er til,

At hævne sig den vil forsøge.

Den stjæler Rosen af vor Kind,

Den røver, flygtig som en Vind,

Os mangen Ven, hvis Brodersind

I Ungdomstid vi elske lærte.

Selv dette Sted, hvor vi har leet

Af Tidens Vexel og Forandring,

Og som vor bedste Fryd har seet,

Er kun et Herberg paa vor Vandring.

Vi kom hertil, Alt var saa smukt,

Ustandset steg vor Tankes Flugt,

Bag Løvet vinkte Træets Frugt, —

Men for at naae den vi bortdrage!

Vor Glædeskalk er snart udtømt,

Og mangt et Minde vil udslettes,

Men hvad vi her har tænkt og drømt,

Det, føle vi, kan ei forgjettes;

Thi Skjebnen stiller Ven fra Ven,

Men Sjælen søge vil igjen

Landflygtig til det Sted, hvor den

Sin Ungdoms Fryd har ladt tilbage.