Jeg kommer fra Byen.
Der var Feber derinde.
Det gik hedt til derinde.
Hvor Roserne dufte!
Jeg kommer fra Byen —
de gnistrende Gader,
den Angst midt i Larmen,
den Rus under Solen!
Aa, hvor her er stille!
Kontorerne gløded —
de fyldtes af Gaden.
Og Skæbner bestemtes
af alting, som skete.
De inderste Stuer
var skumle — saa tyste.
Men alting var Gæring
og anspændt Beslutning.
Se Sejlet derude!
Som igaar, som iforgaars
gik Kurserne ned.
Det syded paa Børsen.
Vi gik dèr iblinde.
Tør vi ikke mer vente?
Skal vi sælge — og tabe?
Vi spilled — vi stod der
med rystende Hænder.
Jeg tabte paa Børsen,
jeg tabte derinde . . .
Hvor Luften er sval
paa Skrænten ved Havet!