Vor Jord er ingen Jammerdal,
Som vranten Daare tidt vil mene.
Her smile Glæder uden Tal,
Og mangen salig Stund forlene.
Med Dyd og Uskyld Haand i Haand
De sønderbryde Jammers Baand.
Dig fryder Sandsers milde Lyst,
Naar kun du den til Maade nyder;
Den qvæger kummerfulde Bryst,
I Vaande Lise dig tilbyder.
Følg dine Sandsers glade Bud,
Og skjøn, at Gud er Glædens Gud.
Skue den velsignede Natur!
Hvad Syn frembydes for dit Øje?
O! nævn mig dog det Kreatur,
Som ikke kan sig her fornøje!
Er Livet ej et Væld til Lyst
Endog i mindste Skabnings Bryst?
Mon Spurven spinder til sin Dragt,
Som varmer den mod Slud og Vinde?
Har den vel Korn i Laden bragt,
For der sit Vinterfoder at finde?
Dog er den altid qvik og glad,
Og mættes ved Naturens Fad.
Kuldskjære Stork kan finde Vej,
Naar den for Nordens Barskhed viger,
Og lille Svale trættes ej
Paa lange Flugt til fjerne Riger.
De altid treffe rette Hjem,
Hvor nye Glæder vente dem.
Kamelen har ej Vand behov
Ved byrdefulde Vandrings Tørke;
Ej skjules kan fornødent Rov
For Uglens Blik i Nattens Mørke.
Og graadig Bjørn er altid sat
I maanedlange Vinternat.
Alt, hvad som Liv paa Jorden har,
Ej uden Fryd kan Aande drage;
Thi han, som alle Ting frembar,
Veed Alt til Alles Vel at mage.
Han vejet har hver Drivt og Lyst,
Og mætter dem i Alles Bryst.
Mark, Skov og Eng og Bjerg og Dal
Tilbyde stedse deres Grøde,
At hver en Skabning glædes skal
Ved qvægsom Drik og gavmild Føde.
Selv Krybet finder og sit Blad,
Hvis søde Safter gjør’ det glad.
Ja Herrens Jord er idel Fryd
Fra Ørnens Boe til Myrens Tue;
Og Jordens Røst er Jubellyd
Til ham, som hvalte Himlens Bue,
Og bærer Himmel, Hav og Jord
Aleene ved sit Almagts Ord.
Skue Solens stolte Kongeglands
I Østens milde Purpurlue,
Og tryl i eenlig Stund din Sands
Ved Nattens Dronning at beskue!
Mon Gud det hulde Himmelpar
Til Jordens Vee fremkaldet har?
See Stjernerne i højen Luft
Omkring Jehova’s Trone prange!
Drik Engens rene Nektarduft,
Og lyt til Nattergalens Sange!
Og skjøn med Fryd, at han er god,
Som Dalens Væld oprinde lod.
Qvæg dig ved Træets modne Frugt,
Og lad dets Skyggetag dig svale;
Nyd Rosens søde Balsomlugt,
Lad kernfuld Ager til dig tale,
Og styrk dit Mod ved Druesaft,
Som Gud gav lifligst Frydekraft.
Mon ej, o Menneske, din Sjel
Kan her Beviser nok opdage,
At du fik Liv til Fryd og Held
Og ej til Suk og Jammerklage?
Naturen jo miskundelig
Skal mætte, lædske, glæde dig.
Men nøjsom Sandsers Vellyst nyd;
Søg ej i den din hele Glæde;
Du selv en mere værdig Fryd
Bør dig ved dyrket Vid berede;
Ej Legem blot, men og en Aand
Du modtog af din Skabers Haand.
En Gnist af Guddom reen og mild
Din Aand om høje Byrd paaminder,
Og ved dens blide Straaleild
Paa Himlens Fryd du Forsmag finder;
Den skinne klar i din Forstand,
At al din Vej oplyses kan.
Naar Natten for den tavse Jord
Antænder sine Himmelfakler,
Naar Dagen paa Naturens Bord
Udbreder tusende Mirakler;
Hæv da med Ærefrygt din Sjel
Til ham, som skabte Alting vel.
Naturens Orden, Gavn og Pragt
Hans høje Majestæt dig lære;
Beskue hans Viisdom og hans Magt
I de utalte Stjernehære;
Og see hans Fadergodheds Spor
I Alting paa den hele Jord.
V. K. Hiort.