O Gud! du saae vort Hierte bløde
Af Frygt for mislig Vext og Trang,
Der Landets Haab, vor Agers Grøde,
Blev truet haardt af Aarets Gang.
Om Høst vi sørgede paa ny
Ved Styrteregn af højen Skye.
Men du os ej i Nød forlader,
Du Himlens Herre! Jordens Gud!
End naar du revser, er du Fader,
Du deler Sorg med Viisdom ud;
Og uforskyldt din Godhed er
Mod alle dine Mennesker.
Thi synge vi dig Lov og Ære
For Høsten, du os gav i Aar.
O lad din Prøvelse os lære,
At i din Haand vor Velfærd staaer,
Saa vi af Hiertet takke dig,
Som styrer Alting viselig.
Lad os nu Høstens Gaver nytte,
O Gud! med glad og skjønsom Aand.
Lad fælleds Tarv os sammenknytte
Ved Broderkjerlighedens Baand;
Giv Nøisomhed ved dagligt Brød!
Giv Kraft og Haab i Sorg og Nød!