Jeg elsker disse Mænd, der gaar omkring
med Aaget tyngende paa deres Skuldre
og tier dog — skønt Aagets skarpe Kanter
skærer sig ind i Kødet saa det svider ...
jeg elsker dem, der gaar omkring og lider
uden at lade andre ane Smerten.
Jeg hader dem, der altid gaar omkring
med Adelsnavn — og véd ej, hvad det siger
at være Adelsmand.
Vildt stormer de paa Verdenssletten ud,
nedtramper Næsten ... og beraaber sig paa „Gud“.
Hvor er de dumme, pjaltede, selviske, lave! —
— evned jeg blot at holde dem i Ave.
Men Havet elsker jeg! — det aander frit.
Trods Vinterkuldens Hærtog i dets Strømme,
som binder dem og faar dem til at tie,
vaagner det dog mod Vaar — med alle Drømme
brusende ind mod længselsfulde Strande ...
mens Solen aander paa dets isfri Pande.
Jeg elsker Havet,
fordi det bærer Bud saa trindt om Lande.
Jeg elsker Kvinderne! — de er saa svage.
Derfor de kommer bønligt til min Favn,
skænker mig Liv og hvisker tyst mit Navn
og spreder Solskin ind i mine Dage ....
jeg elsker Kvinderne, de gav mig mer end Mænd:
de gav sig selv — saa helt og udelt hen.
De Mænd, som ordløst bærer Aaget frem,
det Hav, som strømmer i ubunden Glæde,
de Kvinder, der har lagt sig til at græde
af lutter Elskov i mit Vildmands-Hjem —
jeg elsker alt det ægtefødte, sande! ...
... skønt Judas’ Navn staar indbrændt paa min Pande.