Se! — de vandrer mod Vest.
— Kan Du se, hvor de svæver?
— lig storladne Fugle, der flyver til Reden.
De er angste for Mørket, som østerfra kommer
med Hærbud til Lyset i Vesterleden.
Henover Storstadens tusinde Tage,
henover Menneskemassernes Elv,
sejler de — vingede, svanedunslette! —
stormer afsted under Himmelens Hvælv.
Men ude, hvor Solen bag Synsranden ligger
og smiler af Jorden og alt, hvad den huser,
dér samler de sig — og guldfjedrede, vilde,
ind gennem Vestledens Porte de bruser.
Da ligger igen ikkun Tusmørkets Vé,
de stormsvangre Skyer er dragne af Lande,
er fløjne fra Danmark mod lysere Strande,
hvis Skønhed de Færreste kun fik at se. — —
I, drivende Skyer! — I, Ætheroprundne! —
I, Svaner deroppe i Verdens Hvælv! —
I, vingede Vandrere — solguldsomspundne!
I, Skyer! ... hvor ligner I ikke mig selv!