Det er Aften — Junidagen svinder,
badet i sit eget Solgangsblod,
medens Mørkets store, dybe Flod
lydløst gennem Verdensrummet rinder.
Lydløst breder sig det lave Land,
og et enligt Lys langt borte tændes,
medens Drømmens hvide Vingespand
gudestyret over Jorden sendes. —
Det er Nat med Stjerner i sit Følge,
det er Tid for Dagens Børn at sove —
langsomt vælder Taagens hvide Bølge
ind fra Havet, sletter Strand og Skove.
Hver, som tungt fra Gry til Solfald træller,
vugges nu paa Søvnens Kæmpevove,
glemmer Døgnets onde Krav og Love,
medens Drømme gennem Sindet vælder. —
Det er Morgen — Juninatten svinder,
skyllet bort af Solbrudstimens Blod,
medens Mørkets store, dybe Flod
lydløst bag om Vestens Høje rinder.
Morgen er det — og i Havblik strækker
sig det store, bølgeløse Vand,
Maager vaagne, skrige over Strand,
mens i Skarevis til Havs de trækker. —
Hvem der havde Maagens hvide Vinger! —
Drømmene ...? — ja, det er ogsaa Flugt,
men i dem er Livets Fakkel slukt,
og i dem vor Vilje kraftløs svinger. — — —
Det er Morgen! — Arbejdsklokken toner,
stævner Skaren ind til Dagens Daad —
fat om Aaren i din Ungdoms-Baad,
ro den ud mod Manddomslivets Zoner!