Fugleflokkes fjærne Træk
under Himlens staalblaa Bue,
hvor som Vagtblus Stjerner tindre!
unge, stærke Længslers Langfart
i mit Væsens staalblaa Indre ...
... Ingen kan det hindre! —
Ude bruser Fjord og Sunde,
synge gør de Bølgemunde:
livsensglade Foraarshymner
løfter sig mod lyse Strandes
løvspringssvangre Lunde.
Ja! — i Sjælens dybt-blaa Zoner
krydser Svaler, trækker Svaner:
al min Hu er fyldt af Toner,
fyldt af Livets Morgenluer,
og imens mit Vildmands-Hjærte
jubler — som i Drøm jeg skuer
Vaarens grønne Silkefaner. —
Vaarnat! Vaarnat! — Du, som stryger
Vinteraagets Tyngsel af dig —
se! — jeg strækker mine Hænder
mod dig, skælvende af Livsfryd,
takkende for alt, Du gav mig! — — —
Unge, stærke Længslers Langfart
klinger i mit staalblaa Indre —
og i Hjærtets Foraarsaften
ses et Væld af Stjerner tindre:
Minderne om alt det svundne,
Troen paa, hvad tyst jeg aner ...
... vilde, hvide Længsels-Svaner! — — —
Ude synger alle Sunde,
Safter stige i hver Stamme —
— alt mit Væsen er en Flamme,
i hvis Ildsvælg hver en Vunde
slettes, gaar tilgrunde ....
Medens vilde Svaner trække
under Foraarshimlens Bue,
sidder jeg og nynner Sange
i min lille, trange Stue —
Vaarnat! ... Vaarnat over Danmark!