Der farer en Vind over Skoven hen.
Koldt klinger Augustløvets Susen.
I Dybet lyser det hvide Skum
fra Vandenes Fald gennem Slusen.
En kogende Klang, en larmende Lyd
af tusinde Boblers Bristen,
naar Aaen suges i Slusen ind
og hvirvles og knuses mod Risten.
Jeg skimter et Lys i det fjerne, hvor
i Skygge Skovbrynet hviler.
Bag Skrænten løfter sig alvorsmørkt
Granernes knejsende Kiler.
I dæmpet Skær fra den lyse Nat
tavs blunder Furesøs Flade,
mens over det hvidgraa Sommerhvælv
gaar Skyer som løsrevne Blade.
Fra fjerne Veje jeg hører en Lyd
af Vognhjuls Skumplen og Skurren,
og inde fra Kroens nære Gaard
en Lænkehunds dæmpede Knurren.
Jeg staar med en Rosengren i min Haand
og længes mod Lys og Lykke.
Saa bryder jeg langsomt Grenen itu
og drukner den Stykke for Stykke.
Den er som det Haab, jeg i Fødslen fik:
det drukned i Livets Strømme.
Og Aaens bristende Boblehær,
den er som de bristede Drømme.
Og Vognhjulslyden, der taber sig mer
og mer ad de fjerne Veje,
den er som Lykken, jeg higed imod,
men aldrig fik Lov til at eje.