Der er saa forunderligt stille, nu da det stunder mod Jul,
paa Sjælens Vidder og Veje og sælsomt slyngede Stier:
hver tvivlende Tanke forstummer, hver larmende Længsel tier,
selv Hjærtet er tavst — som i Lunde, naar Skumringen falder, hver Fugl.
Der daler en Fred over Sindet, jeg hidtil aldrig har kendt:
hvert rasende Stormløb mod „Maalet“, hver standende Strid er endt,
kun Minderne sidder og smiler i Hjærtets lønligste Krog,
— som Børn, der fryder sig over en billedrig Eventyrbog.
Og denne lægende Stilhed, som døver hvert angstfuldt Raab
og blinder hver Tvivl, der sidder og stirrer med onde Øjne,
den bringer mig til at glemme brudte Løfter og Løgne
og fylder mit skælvende Hjærte med unge, fredsæle Haab.
Saa stilner hver Storm og jævnes hver Strid, og alle Tanker, de tier,
og alle Savn — som i Lunde, naar Skumringen falder, hver Fugl ...
der er saa forunderligt stille, mens Dagene stunder mod Jul,
paa Sjælens Vidder og Veje og sælsomt slyngede Stier.