Vaaraftener
I.
I.
Nu luer Himlen i Solguldsrødt,
og Dagen hun fjerner sig Fjed for Fjed,
thi Sol og Hav har hinanden mødt
langt ude i Vesterled.
Ja, Sol er sunken til Havets Bryst,
som frejdigt favner sin døende Brud —
saa rinder det sidste Dagslys ud,
og Mørket stunder fra Kyst til Kyst.
Da lukkes hver pippende Sangfuglemund,
da tier den nynnende Aftenvind,
da falder der Fred over Jordens Rund
og Fred over Menneskers Sind.
Og Maanen tegner sit krumme Ny
i blege Farver paa Himlens Grund —
da kvælder det over den stille By
og over det bølgeløse Sund.
Langt ude over det lave Næs,
hvor Fyrets grønne Lanterne er tændt,
dér stiger en Lyd, en gammelkendt:
Suset af fredløst-trækkende Gæs.
De drager mod Vestens døende Skær,
fulgte af Gaardhundes hidsende Glam,
mens Nyet blegner bag Bakkens Kam,
og Natten ordner sin Stjernehær.
Da tændes der Lys paa Bogøs Strand,
da blinker de Fyr langs Møens Kyst,
og Østersøens malmdybe Røst
synger sit Ave ind over Land.
Da tystner hver Lyd i den lille By,
hvis dagtrætte Sjæle forlængst sov ind —
da lokkes mit dagklare Sind paany
i Drømmenes Taageland ind.
II.
Det er Aftner som denne,
der ranker min Vilje og renser mit Sind
for alle de modløse Tanker,
som med Aarene sneg sig derind.
I Aftner som denne, da slettes
hver tyngende Sorg, hvert sugende Savn,
da glemmer jeg Hadet, jeg nærer,
og tager Alverden i Favn.
Da aabner mit bankende Hjærte
sig lønligt for alle — for Fjende og Ven —
da er det mig, som om jeg slutter
Fred med dem alle igen.
Jeg sænker min Sjæl med dens Vunder
i Skumringens Æventyrstrømme ned
og glemmer den Dag, der kommer —
kan hænde med Krig i sit Fjed.
Jeg lytter til Sundbølgens Sange,
jeg nemmer den nynnende Aftenvind
og smiler — mens barnlige Drømme
gaar dyssende over mit Sind.
Jeg løfter mit Hoved og stirrer
mod Vaarnattens Ny, mod Stjernernes Skin
i Aftner som denne, da rankes
min Vilje og rettes mit Sind.