Til Holger Drachmann
(Efter Sørgehøjtideligheden i Hornbæk Kro.)
(Efter Sørgehøjtideligheden i Hornbæk Kro.)
Jeg sørger ej, fordi Din Streng er brudt!
Jeg takker min Gud, at Du éngang var til:
der ligger Genklang af dit Strengespil
og toner Genlyd af din Kæmpe-Luth
langt frem i Tiden i mit aabne Hjærte.
Og skulde jeg muligt stundom føle Smærte
ved Savnet af din Høvdinge-Gestalt —
nuvel! — saa svales Svien gennem alt,
Du lod igen ...
Du, Vølund, af hvis Mesteraand jeg, Svend
— lig Lysalf — mangt ved Smedje-Essen lærte. — — —
Du, Stormflod! — Fjeldfoss! — vilde, springske Elv!
Du Hav, der brused i det danske Delta,
saa Syvsover-Slægten sprat af sine Drømme
ved Lyden af dit Væsens Vildmands-Strømme! —
Du storm- og stemningsfyldte Eventyr-Flod! ...
... jeg sørger ej! —
Den Skæbne var mig god,
der lod mig se Dig, før fra Livets Strand
Du som en Havfugl svang Dig — frigjort, adlet —
over Nirwanas grænseløse Vand.
Jeg sørger ej, fordi din Streng er brudt!
Dens Genklang er rig — saa rig, at hvert Minut
kan Øret — aabnet vidt — af Vellyd fyldes.
Og tørkner en Dag min Sjæl af Savn paa Drømme —
— da ruser jeg mig i dine Stormflods-Strømme,
hvor Virkelighedens stivnede Ansigtstræk
af Digtningens Eventyr-Morild opforgyldes. —
Jeg sørger ej! — Du gik, fordi Du maatte.
Men efter dig lod Du dit Værk: — en Gude-Skat! —
Af den vil jeg, til Karons Baad mig henter,
øse ved Dag ...
og hæve Skattens Renter
saa mangen en maanesølv-ispunden Nat. — —
Jeg sørger ej! —
Jeg knæler ved din Baare.
Kanhænde, pibler af min Øjenkrog
én eneste, fortættet, blytung Taare. —
Velan! — hvert Hjærte har sit Sprog
— aa, Du! hvis Sprog rev med og maatte daare! —
mit Hjærtes Graad er intet Sørgekvad:
dybt i mit Væsens Indre
jubler kun Tak, fordi at Du var til ...
Tak! — tusindfold Tak for alt dit Strengespil!
Aldrig saa mørk en Nat, at den kan hindre
mit Blik, der søger opad, i at finde
paa Firmamentets Væg dit stolte Navn ...
.... evigt dit Stjerneblik vil mod mig tindre.