Til Bjørnstjerne Bjørnson!
(I Anledning af 50-Aars Jubilæet 10. August 07.)
(I Anledning af 50-Aars Jubilæet 10. August 07.)
Se! — dit Land
byder frem sit bringebrede
Bryst til Havets salte Vand.
Og i Dage, som i Nætter,
bider Nordhavs-Bølgens Tand
ind i Landets Skærgaards-Rand.
Men, mens Hav og Tid-Tand æder
Kystens Skal, staar Landets Jætter:
Jøkler, Tinder, Fonder, Bræer,
uberørte, ensomt-vilde,
øger Norge, sikrer Norge —
vokser i det stille:
Hvergang Havet graadigt kysser
Kystens Barm og ser den smuldre,
vaagner dybt i Landets Indre
Evighedens lyse Huldre.
Og hun tæller Landets Tinder,
og hun øser ud i Havet
alle de storslagne Minder,
som i Fjeldet blev begravet.
Ud af Landets Rigdoms-Fylde
skænker hun det store Hav
Sten paa Sten og Fjeld paa Fjeld,
skænker det fra Vidders Verden
mer end det véd af. — — —
— — —
Du, dit Hjemlands stoute Søn —
Du, dets stærke Høvding —
Du, dets bedste Mand —
Du, mod hvem dets mange Bølger
dagligt bryder —
Tak, fordi Du stod som Mand,
viljefast paa Norges Strand!
Ofte søgte Bølge-Braaddet
— Livets Braad — at æde Skallen,
mindske Skallen rundt din Kærne,
men den holdt. —
Og dine Toner
slængte Du i Livets Hav,
saa de hørtes langvejs om:
af dit Hjem — og i det Fjærne. — — —
Du er Tinde, Du er Jøkel —
Du er Søn af Norges Land!
Stenhaardt ligger det i Havet,
stenhaard stod Du, som en Høvding,
midt i Striden gennem Tiden —
og dog synger dine Sange
blødt og varmt om alt, som lever.
I dit Hjærte — vaarlig-vakkert —
færdes Evighedens Huldre,
færdes Digtet, Eventyret:
derfor kan det aldrig smuldre.
Medens Kysten
henter Kraft fra Landets Indre,
henter Du din Kraft fra eget
Liv, som ingen Magt kan hindre ....
Se! — dit Land
byder frem sit bringebrede
Bryst til Havets salte Vand —
— og i Kvældens Solfaldsbrand
staar paa Norges øde Strand,
som en vejrbidt, vagtsom Høvding,
snehvid, ældet — og dog Yngling
Du, dit Riges bedste Mand!