Stod jeg paa „Ulrikken“ s Tind:
— Dalen svøbt i hvide Taager,
tidligt-vakte Skjærgaards-Maager
sejlende langs Fjorden ind;
Dagen rinder: Dalen fyldes
af dens Lyshavs gyldne Strømme,
Taagen svinder: Dis ... og Drømme ...
alle Tinder trindt forgyldes —:
underfulde By!
da stirred jeg betagen, med Haanden over Bryn
— og knæfaldt for det vakreste, jeg véd, af alle Syn.
Stod jeg paa „Løvstakken“ s Fjeld:
— regntung Taage ind fra Havet,
Skjær og Fjord og By begravet
under Skoddens skidne Væld;
ingen Lyd: kun Regnens Hamren,
alle vide Udsyn stængte,
alle Tanker graadisprængte,
Sindet stemt til modløs Jamren —:
forunderlige By!
da var der ét, Du lærte mig, én Evne, Du mig gav:
at bie Sol og Lysning bag Livets Taagehav.
Stod jeg paa „Fløjfjeldet“s Top:
— Kveldens Stjerner atter tændte,
Byens Lygteøjne vendte
skjælvende imod mig op;
alle Stadens stærke Minder
som et Tog i Nattens Stilhed,
medens Maaneglandsens Mildhed
drømmeslører alle Tinder —;
stemningsrige By!
da stod jeg stilt og lytted til det stolte Minde-Kvad,
som steg i Nattens Stunder om den gamle Hansastad.
Stod jeg, Bergen, paa din Grund:
— Blod Du drak, og Skrig Du hørte,
Taarer tit dit Øje slørte,
Hævnsord hused tit din Mund —
stod jeg paa din Grund og drømte
langt tilbage, bort i Tiden,
syntes jeg, Du vandt i Striden,
trods den bedske Skaal Du tømte —:
ældgamle By!
Syvfjeldet kryster dig i sine stærke Arme
og skjænker dig sin Modermelk af fulde, rige Barme.