Nu vugges Du paa Søvnens Kæmpevove
i Højtidsnattens snefaldshvide Stunder ...
var jeg mon den, mod hvem Du dybest droges
— som Troens Skare af det store Under?
Skred mon din Tanke, skumringstyst og stille,
mod mig, som alle mine drog mod Dig,
da Dagen svandt, og Julekvældens Stilhed
faldt over vildsom Sti og banet Vej?
Var det mit Navn, Du hvisked — vore Minder,
Du kaldte paa ikvæld, da Træet tændtes?
Og var det mon til mig, den hjemløst-ene,
din første, varme Julehilsen sendtes? —
Nu skrider Du langs Drømmens lyse Strande
i Midnatsstundens højtidsstille Time ....
men vaagner Du og kan ej længer sove,
da er det mig, hvis Længsels-Klokker kime.
Da er det mig — kun mig, som paa Dig kalder
herude fra de hvide, tause Veje —
kun mig, hvis Længsler flagrer om din Pude ...
som Amoriner om dit hvide Leje —
kun mig, hvis Tanke ydmygt knæler hos Dig
og fæster Julekysset paa din Pande —
det er kun mig, som aander paa dit Hjerte
og rører skælvende dets fine Rande. — — —
Gud signe Dig, Gertrude, mens Du sover,
Du, mine Dages lyse, lyse Under! —
Vug Dig paa Søvnens stærke Kæmpevover
i Højtidsnattens snefaldshvide Stunder.