De listed graa Bølger langs Guldborgs lave Strand,
og Regnen sank og siled i det kongeløse Land.
Nældebanneret vajed over Nykøbing Slot —
man aged hen mod Sjælland med den afdøde Drot.
Hver Bølge havde Del i det uendelige Hav,
men Kongen ejed ikke Jord til en Grav.
Hver arvet Fod Muld var solgt eller Pant,
og det værste, man sagde om den døde, var sandt.
Husene ved Vejen laa i Halvtaage skjult —
der blottedes intet Hoved, hverken graat eller gult.
Klokker ringed fra Skaane til Vesterhavets Strand,
og Regnen sank og siled i det værnløse Land.
Den sidste Glød paa Arnen har ingen varmende Kraft,
men den vidner, der har været et Baal, som har haft.
Den sidste Blomst ved Gærdet, der bøjes mod Jord,
har ikke de fejre Farver som Vaartidens Flor,
men strør den sine Blade i Storm og i Slud,
slettes de sidste Minder fra Sommeren ud. —
Der var engang en Konge uden Daad eller Gavn,
men han vidned, at Danmark var mer end et Navn,
var et Land mellem andre, en Forfædrearv —
nu var der slet ingen til at røgte dets Tarv.
Bag Kimingen sank en Stjærne, den sidste, som var dansk,
og Rigets hele Himmel blev mørk og udenlandsk.
Fra Graven kom et Brødrepar,
hvis Skridt man saa var tunge,
Hr. Otto og Hr. Valdemar,
den ældre og den unge.
Fra Hædersplads i Fædrehus
de dreves for at tigge —
af fremmed Fad og fremmed Krus
de æde skal og drikke.
Frem drev i Mulden sort og graa
en Bonde sine Stude. —
Den ældre standsed, da han saa
ham tungt mod Ploven lude —
og sagde bittert: „Skabt til Aag
er hver en Ryg i Landet,
thi Folket taler eget Sprog,
men lystrer helst et andet.“
Paa Sundet vugged der en Stavn,
han gik ombord med Smerte:
„Nævn aldrig Danmarks fagre Navn
undtagen i dit Hjærte!
Jeg gemmer mig i fremmed Dragt,
hvor Folk kan vandre frie,
men dog vil uudtalt Foragt
paa mine Kinder svie.“
Den unge smilte altfor klog
og stille for sin Alder:
„Som Vandet vugger Skibets Skrog,
saa stiger det og falder.
Og hvem kan for, hvad der en Stund
er oppe eller nede?
Giv ingen Skyld, spørg ej om Grund,
men husk at være rede.“
Og Skibet gled og Kysten svandt
og Dagen med sin Gaade.
Brødrene skiltes, Tiden randt —
endnu var Landet i Vaade.
Men Egen stod alvorlig og stærk ved Nørreris
og suged Kraft af Mulden og groed paa vante Vis.