Granen slaar, med grønne Fingre,
paa den lave Rudes Glar,
og den stille Lytter, Maanen,
skinner ind saa gyldenklar.
I det nære Sovekammer
snorker sagte Far og Mor.
Vi to vaager — og vi lytter
saligt til hinandens Ord.
„Beder du? Nej, altfor ofte
er det sikkert ikke set.
Trækket der om Læben stammer
ikke fra, at du har bedt.
Trækket der, det haarde, kolde,
gør mig altid saa forskræmt;
dog — for Øjets fromme Straale
har min dunkle Angst jeg glemt.
Men jeg tror, en saadan rigtig
Tro har du vist heller ej —
Sig mig: Tror du paa Gud Fader,
Søn og Helligaand som jeg?“
„Ak, mit Barn, fra jeg som lille
sad paa Skødet hos min Mor,
har jeg troet paa Gud Fader,
ham, der hersker, god og stor —
som har skabt vor Jord, den skønne,
og den skønne Slægt derpaa —
og har sagt, hvor alle Sole,
Maaner, Stjærner skulde gaa.
Da jeg voksed til, Barnlille,
blev jeg ogsaa mere klog.
Jeg begreb og blev fornuftig —
troede paa Sønnen og —
ham, der kærligt Kærligheden
bragte os, den kære Søn,
og som efter Skik og Brug blev
paa et Kors hængt op til Løn.
Nu, da jeg har vokset, læst og
reist mig fri for Ledebaand,
svulmer Hjærtet, og af Hjærte
tror jeg paa den Helligaand.
Han har gjort de største Jertegn,
større venter os endnu,
han har brudt Tyranners Borge,
har brudt Trællens Aag itu —
læger gamle Ulivsvunder
og fornyr den gamle Ret:
Menneskene fødtes lige,
er af samme Adelsæt.
Onde Taager vil han splitte,
alt det dunkle Hjærnespind,
som formørker Lyst og Elskov,
gyder Skræmsel i vort Sind.
Tusind Riddersmænd i Vaaben
har den Helligaand valgt ud
og har modbesjælet alle,
saa de lystrer paa hans Bud.
Der gaar Lyn fra dyre Klinger,
der er lystigt Bannervaj!
Ak, du gad vel set saa stolt en
Ridder, lille! Gad du ej?
Nu, saa se paa mig, Barnlille,
kys mig og se kækt herhen,
thi jeg selv er en af disse
Helligaandens Riddersmænd."