Da Heine i sin Tid tilbød sin Forlægger „Buch der Lieder“, blev denne egentlig ikke begejstret — han vilde nødig udgive en Digtsamling, hvis Digte allerede havde været trykt. Men han slog dog til, og for første og alle de følgende Oplag — eftergav han Heine et Forskud, som denne havde faaet, paa 50 Louisdorer. Men heller ikke Heine selv havde synderlig Tro paa sin Bog — han mente, at den hurtig vilde sluges af Forglemmelsens Hav.
Dette slog dog som bekendt ikke til. Bogen gjorde ham endnu mere berømt i Tyskland, end han var, og dette vil sige meget. Thi allerede de første Digte, han havde offentliggjort, havde vakt stor Opmærksomhed — var blevet roste, dadlede og parodierede — og følgende Skrifter havde øget Opmærksomheden til Berømmelse, saaledes de første Reisebilleder, og Berømmelsen bredte sig senere endogsaa saa langt ud over Tysklands Grænser, at Heine paa sine ældre Dage kunde fable om sit japanske Ry. Men den Bog, til hvilken hans Navn i Almenhedens Bevidsthed fornemmelig er knyttet, er „Buch der Lieder“.
Den udkom 1827 og bestaar af flere Afsnit, der var opstaaet til forskellige Tider — et enkelt Digt gaar endogsaa tilbage til Heines sekstende Aar. De første af dem, han lod trykke, udkom i Berlin 1821. Det lyriske Intermezzo havde et af de følgende Aar udfyldt et Mellemrum mellem de to Tragedier Almansor og Ratcliff, og Nordsøbillederne (1825/26) var opstaaet under hans Besøg paa Øen Norderney. Der var i Digtene en ung Lidenskab, som siden blev til Leg. Legen afløstes af ny Lidenskab, og tilsidst havde Havet fyldt ham med sin Aande. Fra Hjemmet i Düsseldorf ved Rhinen, hvor han havde set Napoleon — Hosiannah! Kejseren — var han kommet som Forretningsmand til Hamburg, hvor han forelskede sig i sin Kusine, den af ham uforglemmeligt besungne Amalie Heine, hans rige Onkel Salomons Datter. Trods hans tidlig erhvervede Indsigt i Subtraktion — fire fra tre gaar ikke, saa maa man laane en — slog hans Handelstalent dog ikke til, og han gik nu den akademiske Vej, studerede, i Göttingen bl. a. og i Berlin, i hvilken sidste By han hurtigt indførtes i Datidens fineste litterære Selskab, Varnhagens og Rahels Kreds, hvor han vandt forstaaende Venner. Her hørte han, at Amalie Heine var blevet gift.
Berlinerlivet skaffede ham ikke megen Studiero, og han forlader derfor Byen. Inden han atter lader sig immatrikulere i Göttingen, gæster han igen Hamburg. Herfra foretager han en Udflugt til Cuxhaven, hvor nogle af Digtene i „Hjemkomsten“ opstaar — og han lærer sin anden Kusine, Therese, at kende. Hendes Profil viser sig mange Gange i samme Digtecyklus.
Digtene til Amalie og Therese Heine er i Tidernes Løb blevet læst af mange Slægter i mange Lande, maaske mere af yngre Mennesker end af ældre, maaske mere i forrige Tider end nu. Men Navnet Heine slettes dog aldrig ud af Sindene, smigret, som det er, ind ved Vellyd og ætset fast med Vid. Naaede han end aldrig Goethe, naaede han dog altid sin Læser. Senere Tiders store Digtere har maaske aabenbaret et Sjæleliv, hvormed vi nu er mere fortrolige end med hans. Men det er ikke dem alle, der er naaet — eller har Betingelser for at naa — ud til alle:
. . . Han var fra sin Ungdom en Mester,
hvis Navn blev kastet fra Hav til Hav
som en drivende Palmestamme,
som Maanesølv eller Rav.
(Sophus Claussen.)
Den her foreliggende lille Bog bærer Vidnesbyrd om, at Heine har haft en Menighed ogsaa i Danmark — og en Menighed, der ikke alene har nøjedes med at lytte til hans Ord, men ogsaa har søgt at tolke dem. De danske Heineoversættere er ikke saa faa. Nu vil en Oversættelse naturligvis kun i sjældneste Tilfælde kunne erstatte en Original — den giver ikke Lyset selv, men Lyset brudt i Straaler. Dog vil en kunstnerisk Gengivelse altid beholde en vis Værdi. Og ligesom P. Hansens Oversættelse af Faust utvivlsomt har øget Antallet af Goethes Læsere, vil vel ogsaa en Gengivelse af „Buch der Lieder“ kunne have en Mission.
Tilstrækkelig mange Forsøg til at give et nogenlunde fyldigt Begreb om denne Bog foreligger ikke ved Enkelmand1. Og her er man da gaaet den Vej at samle en Del Gengivelser ved forskellige, nogle fra ældre, nogle fra nyere Tid. Tilsammen skulde de danne en Buch der Lieder-Antologi. Der er medtaget Oversættelser af Aarestrup, Richardt Gandrup, Grove, Thor Lange, Alphonse Walleen og Chr. Winther.
Hvor der intet Oversætternavn er anført, er Oversættelsen besørget af Udgiveren.