Der var en Tid, da Bonden gik
Og roded i sin Ager,
Og altid han den Slutning fik:
Den er for sur og mager;
Og naar saa Høstens Time kom,
Og Hø og Sæd var bjerget,
Da var den halve Lade tom,
Og Høsten neppe mærket.
Der var en Tid, da Bonden gik
I Lænker og i Trældom,
Og derfor var hans Færd og Skik
Saa tvungen og saa sælsom;
Men nu er Fængselsdøren sprængt
— Dog ej af Staal og Bue —
Og Frihedssolens Straale trængt
Helt ind i Bondens Stue.
Der var en Tid, da Bonden sang,
Saa det var Ynk at høre,
Fordi han gik i Baand og Tvang
Med stoppet Mund og Øre;
Men dengang Fængselsdøren sprang,
Og Fuglen slap af Buret,
Da rejste Bonden sig og sang
Med Kraft i Folkekoret.
Og Laden staar ej længer tom,
— Et Hæs staar ved dens Dørre —
Og Laden selv er bygget om
Og bleven meget større;
Men Danmarks allerbedste Høst,
Den er endnu ivente,
I Folkeliv og Folkerøst
Vi Vaarens Luftning kjende.
Og unge Helte voxe op
I Frihedstræets Skygge,
Og i dets friske, grønne Top
Sangfugleskarer bygge,
Og Sæden, der fornys er lagt
Og spirer frem af Mulde,
Vil engang staa med Høstens Pragt
Og bære Kjærner fulde.