Hvordan kan en Fremmed tale
For den danske Sag,
Naar vi selv i Vinterdvale
Søge Ro og Mag,
Naar det siges trindt paa Jorden:
»Fejg og ræd er Dansken vorden,
Og hans stærke Løver sove
Trygt i deres Skove.«
Lille Sangfugl! løft din Vinge,
Sving dig højt i Sky;
Lad din Røst paa Marken klinge
Og i Skovens Ly,
Saa det høres trindt paa Jorden,
Der er Folkeliv i Norden,
At vi ej har glemt at sjunge
Paa »den danske Tunge.«
Løft din Røst, du stærke, gamle
Folkeaand i Nord!
Hvergang vi til Kamp os samle,
Væbnede med Ord,
Staar et Slag; og Sværd vi svinger,
Naar det danske Hurra klinger,
Og den tydske Aand maa vige
Fra det danske Rige.
Lad os for vor Frihed stride
Med det djærve Ord,
Kæmpe, mens det er paatide
For vort gamle Nord,
Saa det spørges trindt paa Jorden:
End ej Dansken fejg er vorden,
Og de stærke Løver sove
Ej i Danmarks Skove.
Da, hvis Luren atter kalder
Os til blodig Dyst,
Hvis med Vold en Fremmed falder
Ind paa Danmarks Kyst,
Da har Folket Kraft i Aanden,
Mod i Bryst og Sværd i Haanden,
Hjerter tro og Løver stærke
I sit Skjoldemærke.