Der er et Hegn af Bølger blaa
Omkring det danske Vænge,
Og kun et lille Hul derpaa,
Hvor Ledet det skal hænge;
Vorherre selv har Hegnet sat
Omkring den danske Have,
Men vi skal vaage Dag og Nat,
Til Ledet er i Lave.
Og indenfor den stærke Mur
Af Havets blanke Vove
Der er en dejlig frisk Natur
Med Søer og grønne Skove;
Og Folket har Naturens Præg,
Saa frit, saa djærvt, saa roligt,
Og Høj og Lav og Lærd og Læg
De følges ad fortroligt.
Og Folkets Sprog i Dannevang
Er haardt som Bølgens Tale,
Og blødt som Nattergalens Sang
I lysegrønne Sale,
Og let som Vestenvindens Leg
Med friske Rosenblade,
Og vægtigt som det tunge Neg
I Bondemandens Lade.
Og Folkets Tro, den passer godt
Med Dannebrog tilsammen,
Og Folkets Fyrste, Landets Drot,
Og Hjertetroskabsflammen
Kan aldrig, aldrig skilles ad
Saalidt som Mark og Vove,
Som Bøgen og det unge Blad,
Som Fugl og Bøgeskove.
Og denne rige Arv, vi fik,
Den vil vi aldrig miste,
Før Nogen skal os fremmed Skik,
Natur og Aand paaliste,
Før vil vi kæmpe Mand ved Mand
Og ofre, hvad vi have,
For Frihed og for Fædreland,
Til Ledet er i Lave.