1.
O Du, som med en Faders Øje
Seer kjærlig til os Svage ned;
Som signer hisset fra det Høje,
Vor Sjæl med Haab, vort Liv med Fred;
Som styrker os med Mod og Taal
Paa Banen til vort store Maal.
See og, o Herre! see i Naade
Til Oldingen, som for Dig staaer;
Som troe og længe her udsaa’de
Den Ordets Sæd, der ej forgaa’r;
Som ledte Sjæle til Dig hen;
Sign ham med Fred fra Himmelen.
2.
Herre! fra Din høje Throne,
Mærk vor Røst paa denne Dag!
Lad vor Andagts Jubeltone
Være Dig til Velbehag;
Sign Enhver, som, reen i Hu,
Mødte i Dit Tempel nu,
Og som barnligfromme Tanker
For sin Aand og Hjerte sanker.
See! med stille Graad i Øjet,
Med ærværdigt sølvgraa Haar;
Staa’r Din Tjener ydmyg bøjet;
Rørt hans fromme Hjerte slaa’r.
„Du, som signede min Iid;
Du, min Hjelp i Nødens Tid;
Du, mit faste Haab i Live,
O hvad Tak kan jeg Dig give?“
„Herre! Herre! jeg er ringe
Mod Din store Miskundhed;
Til at ville og fuldbringe,
Selv Du gjorde mig bered.
Svag, jeg kun ved Dig blev stærk,
Til at fremme troe Dit Værk;
Tryktes jeg af mangen Byrde,
Du mig styrked’, gode Hyrde!“
„Alt sig Hvilens Aften nærmer
Paa min lange Arbejdsdag;
Herre! Fader og Beskjærmer!
Du min svage Tak modtag!
Sign min elskte Menighed!
Sign den med Din milde Fred;
Giv, jeg hist maa glad den møde,
Naar Du dømme vil de Døde!“
Saa, o Gud! Din Tjener raaber,
Med en dybt bevæget Aand;
Giv ham, giv ham, hvad han haaber,
Leed ham med Din Faderhaand,
Lad hans Mønster, lad hans Ord
Leve blandt hans elskte Hjord,
At den, naar han den forlader,
Stedse mindes ham, som Fader.
Giv vi Alle, alle vandre
For Dit Aasyn broderlig!
Giv, vi stræbe med hverandre,
Gode Gud! at tækkes Dig!
Giv vi hellige Dit Navn,
Ved at stifte Held og Gavn;
At vi frejdig mod Dig ile,
Naar Du kalder os til Hvile.
3.
I Jesu Navn
Gaa’r nu for sidste Gang,
Did, hvor han tal’de til saa Manges Gavn
Oldingen, med Bøn og Sang.
O styrk ham, Gud!
Med Kraft Du rust ham ud,
At dybt i Alles Sind
Hans Ord maa trænge ind,
Naar et faderligt Farvel
Lyder fra hans rørte Sjæl,
Ved det tunge Afskeedsbud.
4.
Saa er den da til Ende
Vor Bøn, vor Jubelsang;
Fra Helligdommen vende
Vi nu vor stille Gang;
Men Hjertet mildt blev rørt.
Det er som Herrens Stemme:
Livsalig vi fornemme:
At han vor Bøn har hørt.
Ja, gode Gud og Fader!
Vor Tillid og vor Trøst!
Som aldrig os forlader,
Ja Du har hørt vor Røst!
Lad Jubel-Oldingen
Af Dig velsignet være!
Leed ham og os, o Herre!
Til Himmerige hen.
Gutfeld.