Den Tyvende Sang Om et saligt Endeligt
Siunges som:
Siunges som:
O Menniske! Tænk paa dine Vilkor.
O Menniske! Tænk paa dine Vilkor.
Min Siæl længes fast til sin Gud/ hende gav/
Der ævig hun skal triumphære/
Og Legemet stunder til Jorden sin Grav/
Med Glæde vil Verden qvitere.
2.
Hvad er vores Levnet her andet end Striid!
En Strid/ som vil ey tage Ende/
Før vi fra det Verdslige bliver befried/
Og Gud selv vil Aaget fraspende.
3.
Lad det dig behage Immanuel sød/
At føre mig ind i dit Rige
Du kiender min Ævne/ du kiender min Nød/
Du veed at jeg billig kand sige:
4.
Ret onde og faa mine Dage har vært/
Det beste mit Levnet var Møye/
Besværligt det falt mig/ før jeg ret blev lært
Med Kaarset/ at lad’e mig nøye.
5.
Lov skee dig/ velsignede kieriste Gud/
Som der ved mig vilde omforme/
Og giøre mig til din Ær-Kroned Brud/
Skiønt Kroppen skal tæres af Orme.
6.
Lad Orme kun pille det syndige Kiød/
Jeg veed nock de gierne det æder/
Det skal dog forklares naar Frelseren sød
I Skyerne prægtig fremtræder.
7.
For hans skyld jeg haaber At høre den røst:
Min Faders velsignede kommer/
Og arver den ævige Glæde og Trøst.
Ah! Frydefuld Ord af en Dommer.
8.
Naar du vil nedbryde mit Legem’s Huus/
Jeg færdig er med dig at følge/
Naar Verdens Lius sluckes/ da reck mig dit Lius/
Dit Ansigt for mig da ey dølge.
9.
Naar hørelsen/ Talen/ og Siunen forgaar/
Vær JEsu da hos mig tilstæde/
Naar jeg af det verdslige intet forstaar/
Før mig da til Himmelens Glæde.
10.
I saadan Hiert-Træffende yderste Nød/
Min sødeste Frelser mig trøste/
Og minde mig paa din uskyldige Død/
Hvor med du fra Pinen mig løste.
11.
For samme din Smærte-Fuld Lidelse svar/
I Naade da kierlig omfavne
Min dyre gienløste Siæl/ naar den udfar
Af Legemet/ hos dig lad havne.
12.
Den Tid du opgav din velsignede Aand/
Din Fader mon du den befaie/
De samme Ord (Fader! min Aand i din Haand
Anamme) lad ende min Tale.