De har lokket, de har listet
Og med skjønne Sager fristet,
Lækker Mad og fine Klæder,
Gods og Penge, Glans og Hæder,
Blot min Troskab kunde glippe,
Blot min Ven jeg vilde slippe!
Men min Ven fuldtro jeg bliver,
Ham jeg aldrig fra mig giver,
Ej for Mad og fine Klæder,
Ej for Gods og Guld og Hæder.
Alt jeg gjerne vil forsage,
Tager ej mit Ord tilbage,
Glemmer ej mit Hjertes Pligter;
Thi min Ven jeg aldrig svigter.
Er Du Smaamand kun og kjender
Ej til Slægt og ej til Venner,
Og vil Mangen grim Dig kalde —
Vend Du Ryggen til dem Alle!
Kom til mig, naar man Dig smæder,
I mit Hjerte faaer Du Hæder,
Dér Du skinner lys og fager,
Som en Vaarsol over Ager.
Lad dem haane, lad dem høde!
Paa din Grimhed kan vi bøde:
Kom til mig, din egen Pige!
Du faaer Vanter uden Lige,
Snehvid Skjorte skal Du have,
Og en Halsdug vil jeg lave,
Smukke Strømper kan jeg strikke,
Stedbarn bliver Frakken ikke,
Du faaer Fløjelskrave skaaret, —
Og en fin Kaskjet til Haaret!